Skolens brugere

I Folkeskolen nummer 9 erklærer formanden for Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen, sig enig med Folkeskolens redaktør, Thorkild Thejsen, i, at skolen ikke er et servicecenter og heller ikke skal være det.

'Men det kan ikke nytte at benægte, at forældrene og børnene er brugere af skolens ydelser', fortsætter Thomas Damkjær så.

Når der i folkeskoleloven står, at skolens opgave skal løses i samarbejde med forældrene, og at forældre og elever samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål, har jeg svært ved at se andet end en opgave, som forskellige parter i et – ikke lige, men – ligeværdigt samarbejde må indgå i.

I et sådant samarbejde kan der ikke tales om brugere. Hvis forældre og børn er brugere, hvader lærerne og de øvrige ansatte da? Udtrykket 'skolens brugere' giver mening, når vi taler om sangkoret, bankospillerne og idrætsforeningen, der bruger skolens lokaler om aftenen. Det kan også give mening at tale om brugerne af den kommunale svømmehal eller det kommunale bibliotek.

I folkeskolen er der aktive deltagere, som i fællesskab arbejder på, at skolens undervisning og samvær kan blive af høj kvalitet.

Skolen er ikke skolens skole, men lokalsamfundets skole, en kommunal skole. I fællesskab må krav og forventninger formuleres, mål stilles og ressourcer og indsats stilles til rådighed. Og derfor må forældrene prioritere samarbejdet med skolen og skolen samarbejdet med forældrene.

Og så kan vi jo bare kalde de mennesker, som formanden for Skole og Samfund kalder 'skolens brugere', for børn og forældre.

Erik Smidt

seminarielektor,

tidligere skoleleder, Bagsværd