Skolen uden undervisningsmål

Snart er det historie. Men der var altså engang, hvor lærerne i folkeskolen, dengang de skulle og kunne undervise, havde undervisningsmål, der angav det faglige stofområde, der skulle undervises i på de forskellige klassetrin. Og når lærerne så havde undervist i det angivne pensum, øvede man eleverne i at anvende den viden, de var blevet undervist i. I matematik løste eleverne opgaver, i dansk skrev de stile, i andre fag samtalede man om det underviste stof. Og således blev alle undervisningsmål fulgt op af læringsmål. Læringsmål er altså ikke noget nyt, som man har hittet på nu, for at skabe indtrykket af et vist mål af fornyelse. Læringsmål er langt snarere noget, som man har halet frem nu som erstatning for de undervisningsmål, som man har erkendt, at den sammenrodede udelte skolekarikatur ikke længere magter

Man kan godt sige, at de nye læringsmål slet ikke interesserer sig for, hvilke faglige områder, eleverne skal have viden om. Men det er da klart, at eleverne skal have et eller andet kendskab til matematik for at kunne øve sig i at ”handle med overblik i sammensatte (komplette) situationer med matematik”. Men når det altså ikke udtrykkes, hvor meget matematik og hvilke grene af matematikken, eleverne skal indlære via lærerens undervisning, så kan det næsten kun skyldes de ringe muligheder, som læreren har for i de sammenbragte infernalsk støjende klasseforsamlinger at undervise eleverne særligt grundigt. Altså sender man eleverne ud i grupper og lader dem opsøge lidt spredt matematisk viden, som eleverne så ude i grupperne skal se at få overblik over, så de kan handle i overensstemmelse det, som de har fundet frem til.

Det er blevet meldt ud, at målene skal fremstå med en vis taksonomi, så det kan accepteres, at eleverne ”vil nå målene på forskellige niveauer”. Dvs. at nogle elever kun i mindre omfang kan forventes at ”skaffe sig” et overblik, der spænder vidt nok til, at det kan forventes, at de kan klare sammensatte situationer med matematik. På den måde kan man egentlig godt med nogen ret hævde, at der er blæst nyt liv i den ellers forladte tese om, at eleverne med de nye læringsmål har fået ansvaret for deres egen læring.

Det er altså eleverne selv, der skal sørge for at nå målene i det omfang, som deres evner magter at føre dem. Det er ikke lærerne, der får – eller bør tillægges – ansvaret for, at alle elever i klassen erhverver sig et så omfattende overblik over matematikken, at de kan klare sammensatte (komplekse) situationer til et ti-tal eller et tolv-tal. If. en udtalelse fra KL bliver det lærerens opgave at ”støtte alle elever i at nå deres mål ud fra de enkelte eleveres behov og potentiale”. Det er altså ikke lærerens ansvar, men elevernes behov og potentiale, der bestemmer, hvor meget de vil have ud af skolens undervisning.