Skolen og den sociale arv

Om forældrene har forsømt at anskaffe tilstrækkelige reolmeter bøger, eller de i deres børnefjendskhed har valgt et erhverv uden nævneværdig forudgående uddannelsesforløb, så bundfælder sådanne forsømmeligheder sig som en arv hos børnene, som det er skolens opgave efterfølgende at vriste dem fri af. Og det har skolen altså ikke magtet, forlyder det. At arve sociale betingelser fra de uundgåelige forældre kan altså være noget ganske forfærdeligt noget. For det er derfor, at vi, som vi har valgt at fortolke en Pisa-undersøgelse, ligger som nummer 22 af 32 lande. Men det skal dog lige erindres, at vi med vor halsstarrige benægtelse af udelthedsdogmets direkte skyld i miseren har gjort, hvad gøres kan for netop ikke at løse problemet. Det er dog lidt ejendommeligt, at skolen skal løse et problem, som politikere og pædagogiske eksperter gør, hvad de kan for ikke at få løst. Men sådan er vor folkeskole jo fyldt op med sære paradokser, der alle ender med, at det altid er lærerne, der skal stå med aben over for de hændervaskende skyldige. Hvornår mon lærernes tålmodighed slipper op? Hvornår mon lærerne begynder at overveje, om det alligevel ikke skulle være den delte skole, der ligger inde med en reel mulighed for løsning på vor selvskabte elendighed? Men indtil videre må lærerne finde sig i, at forskningsleder ved Amternes og Kommunernes Forskningsråd, Torben Pilegaard Jensen, rundkaster via Ritzau, at lærerne mangler professionalisme. De dur simpelt hen ikke til deres arbejde. For øvrigt er det slet ikke rigtigt, at den udelte fordummelsesskole ikke kan bryde børns sociale arv. Det har den skam gjort til gavns lige siden dens start. Og hvis man endnu en gang minder om det socialdemokratiske ensgørelsesslog-an om, at ingen i folkeskolen må lære, hvad alle ikke kan lære, så er det oven i købet hensigten med skolen at rive bogligt velbegavede børn ud af deres langtuddannede forældres efterladte sociale arv. Og diverse undersøgelser viser, at dette er lykkedes til fulde. Og det er da en succes. For det var jo derfor, skolen partout skulle indrettes udelt. Jo, folkeskolens største succes i dag er dens formidable evne til at bryde børnenes sociale arv omend på en anden måde end den, professor Niels Egelund stirrer sig blind på, når han siger, at 'vi hele tiden har troet, at skolen og lærerne kunne kompensere for de forskellige vilkår, som eleverne har'.

Vagn Madsen

Brønderslev