Skolen fra før 1993

Tonny Hansen anmelder bogen »Terrængående visioner for Folkeskolen« i Folkeskolen nummer 35. Men han gør indsigelser til forslaget i min artikel om genindførelse af lærerrådene. Lider Tonny Hansen af Blomme-syndromet (»Det forsømte forår«), som får skolegang før 1993 til at fremtræde som tortur? Overlærerbødler i tweed? Næh originaler! Før 1993 var før management, før den stærke leder, før pædagogisk råd og pligtige drøftelser, forretningsudvalg, med-udvalg, sikkerhedsudvalg, faglig klub - før læreren blev kvalt i tilsyneladende betydningsfulde aktiviteter.

Jo, Tonny, i de lærerværelser, jeg husker, mødte jeg altid »instinktiv omsorg for børnene«, ja, engagement i børneliv.

Mængden af desillusionerede funktionærer var lille sammenlignet med i dag.

Lærerne var forargede over den tilbagevendende frarøven børnene kreative og kropslige aktiviteter gennem udsultning af fagene formning, idræt, musik, sløjd, hjemkundskab, håndgerning. Kampen om de kreative fag er nu for længst blevet rituel, og forargelsen er blevet apatisk. Men overlærerne i tweed tog del i den fælles pædagogiske anskuelse, at børn ikke blot er små voksne.

Lærerrådene muliggjorde ligeværdige drøftelser blandt skolens ansatte. Drøftelserne ansvarliggjorde og inddrog alle (de fleste) i skolens projekt - trivsel, indlæring og vækst hos børnene.

Vi mangler en undersøgelse af pædagogisk råds-møders evne til at generere nytænkning, engagement, lyssyn og almindelig børnevenlig glæde. Hvis skolen i dag synger en sang, klapper og danser lidt, indskrives projektet straks i virksomhedsplanen og fremhæves i dialogmødet med børne- og kulturudvalget. Naturligvis efter forudgående evaluering og benchmarking af sang, trin og håndklap. Tung og alvorlig management indtager de danske skoler. Jeg fristes til at tro, at en styrelsesmæssig ændring kan genetablere spontan arbejdsglæde.