Skolen er serviceydende

Citronen bliver sandelig presset hårdt. Måske for hårdt. Rektor Stefan Hermann (Folkeskolen nummer 8) fører skolen frem som verdens frelse og lærerne som de frelsende engle. Og det kan vi selvfølgelig lune os ved en tid, hvis vi ikke er for kritiske. Men der er altså lidt konfirmationstale over det. Lærerne har verdens vigtigste job. Men undlad at tænke på lønnen i den forbindelse. Verdens vigtigste job er ren filantropi og opofrelse svævende på visionære skyer. Men er det sandt? Ikke ganske. For skolen er faktisk serviceydende, der om ikke styres blindt så dog er under ganske berettiget indflydelse af stat, kommune og brugere. Det kan Stefan Hermann ikke tale sig fra og samtidig definere skolen som formidler af demokrati. Og det er i demokratiets navn, at skolerne ikke kan udøve rent ideal autonomi løsrevet fra omverdenen. Skolen er samfundets, for samfundet betaler jo gildet og har derfor ret til at kræve kvalitetsforbedringer. Her kunne Stefan Hermann gøre en god gerning ved at fortælle samfundet - alle uden for skolen - at kvalitetsforbedringer afhænger af, at skolen er indrettet på sådan noget. Det gør han ikke. Derfor er han nødt til at ændre skolens opgave fra den målbare, faglige vidensoverdragelse til kommende generationer - syvtabellen, Ohms lov, tyske verber og andet, som ingen i dag gider gå på barrikaderne for - til nogle umålbare, tågede idealforestillinger om at udfylde eller sætte noget andet i stedet for gamle traditioner i opløsning, at udstyre børnene med en civiliserethed, »der hviler på, at vi lærer verden at kende gennem viden«, i stedet for mere jordbundet bare at øse viden på tankene. Måske er skolen verdens vigtigste institution, men den skal være jordbunden. Og det er just ikke et karakteristisk træk ved dagens skole.