Skolen er et totalitært miljø

Efter at have talt med en del lærere, står det mig klart, at de undersøgelser, der foretages på skolerne af de ansattes trivsel, i masser af tilfælde med sikkerhed ikke giver et sandt billede af tingenes tilstand. Og det overgår min forstand, at DLF’s kredse kan tolerere det her.

Den første betingelse for, at en sådan undersøgelse kan være retvisende, er, at respondenterne er sikret anonymitet. Ikke delvis anonymitet, sådan som det tilsyneladende praktiseres på de fleste skoler, hvor man ganske vist ikke skal opgive sit navn, men alle mulige andre detaljer, der gør det til en smal sag, for den der vil, at finde afsenderen. Heller ikke ordninger, hvor det kun er en mindre arbejdgruppe, der bliver bekendt med afsenderen. Kravet må være 100% anonymitet for alle overalt.

Jamen, lyder det fra skoleledere, hvis svarene er anonyme, kan vi ikke følge ordentligt op på dem. Vi kender da hinanden her på skolen, der er ingen her, der er utrygge, og vi står da alle ved det, vi mener. Nå, ja så. Hvorfor så overhovedet undersøge sagen? Alt er jo i skønneste orden!

Det er ren DDR-argumentation, intet mindre. Alene det at rejse kravet om anonymitet vil jo i sig selv være risikabelt. Lærerne arbejder reelt i et totalitært miljø, hvor de tjenstlige advarsler sidder løst truslen om at falde i unåde hos ledelsen er evigt nærværende. Så meget for formålsparagraffens ord: ”Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

I samme ombæring har jeg måttet høre på lærere, der fortæller om tillidsrepræsentanter, der er så tæt på ledelsen, at lærerne ikke tør fortælle dem om det, de oplever. Og om skoler, hvis faglige klub ikke fungerer, fordi den umuligt kan være et trygt rum, når ægtefæller til folk i skoleledelsen er menige lærere på skolen og sidder med til de faglige møder.

Hvordan kan DLF-kredsene leve med disse forhold?