Skolen – en rodebutik

I år måtte vi vente til oktober, før det brød løs. Det er længe for en folkeskolelærer, der er vant til at få sin daglige gang mediespanking fra første fløjt i august. Men nu kører det igen: Vi dyrker rundkredspædagogik, ingen aner, hvor Vordingborg ligger, og nu skal der testes.

Men statsministeren, der med sin primitive retorik forsøger at gøre sig lystig over en fiktiv folkeskole, spanker først og fremmest sig selv og sine politiske venner: Lærerne har aldrig meldt sig som modstandere af høj grad af faglighed, men vi kæmper en daglig kamp for overhovedet at komme til i den rodebutik af en skole, som politikerne har ansvaret for.

Hvad nytter det med nye mål, Klare Mål, og hvad det hedder alt sammen, når 117 forskellige serviceagtige og socialpædagogiske tiltag stjæler elevernes tid? Når eleverne ikke er hos lægen, tandlægen eller sundhedsplejersken, så banker SSP-konsulenterne (sko­le, socialforvaltning, politik), fotografen og vejlederen på dø­ren. Den ene dag skal vi forebygge selvmord blandt unge, den næste dag undervise i alkohol i 1. klasse. Praktikperioden afløses af individuelle introdage, og mødeprotokollen ligner et abstrakt maleri.

At det hele bør integreres i den almindelige undervisning og så­le­des foregå med høj grad af tvær­faglighed iblandet et grønt islæt med en praktisk-musisk tilgang ud fra den enkeltes behov i et globalt perspektiv på demokratisk vis i samarbejde med elever og for­ældre i overensstemmelse med den løbende målfastsættelse for den enkelte, gør ikke det politisk skabte roderi mindre og fagligheden større.

Problemstillingen er gammel og ofte fremført, men ingen politiker gider åbenbart gøre noget ved det. Kunne det hænge sammen med, at der hverken er besparelser eller gode overskrifter i at løse sådanne virkelige problemer?