Det er helt uforståeligt for mig, at skolerne ifølge Kristeligt Dagblad ikke bruger de disciplinær midler, som lovgivningen har stillet til rådighed til opretholdelse af ro og orden. Skyldes det skoleledernes frygt for forældrene eller dovenskab og manglende vilje til at tage fat på de disciplinære problemer, der altid vil forekomme på en skole.
For at lærerne kan gennemføre undervisningen, skal de selvfølgelig være deres opgave voksne og kunne udføre det lederskab, der kræves af en lærer. Det er imidlertid lige så vigtigt, at skolens leder tør være leder, bakke lærerne op og gennemføre en konsekvent linje. Hvis lederen er konsekvent, tør lærerne også være det. Men det kræver styrke af lederen og opbakning fra myndighederne, og begge forhold mangler desværre ofte.
For der er en tæt sammenhæng mellem den manglende disciplin og arbejdsro i folkeskolen og det stigende antal tilfælde af ADHD, mobning, den mangelfulde indlæring og dårlige faglige resultater samt stress hos lærerne. Ro og faste rammer fulgt op af konsekvens ved overtrædelser giver den bedste trivsel og dermed også den bedste indlæring.
Mange forældre har derfor reageret mod den manglende disciplin i folkeskolen ved at sende deres børn i privatskoler. For der er man ikke bange for at forlange disciplin og arbejdsro, og i sidste instans kan disse skoler jo sige farvel til elever, der ikke kan opføre sig ordentligt.
Undervisningsministeriet har udsendt en bekendtgørelse om ro og orden i folkeskolen, og der er mange sanktionsmuligheder: Eftersidning i op til 1 time på 3. – 10. klassetrin, udelukkelse fra undervisningen i indtil en uge af elever på 3. – 10. klassetrin, varig overflytning til parallelklasse på samme skole eller på en anden skole i kommunen og udskrivning af folkeskolen af elever på 10. klassetrin. Jeg gennemgik altid ministeriets bekendtgørelse med praktikanter og nye lærere, for den havde ingen hørt om på seminariet.
På enhver skole skal der være faste regler og kendte konsekvenser ved overtrædelser, og jeg har altid fulgt en konsekvent linje. Hvis en elev kom for sent, fik hjemmet skriftlig besked og i gentagelsestilfælde var reaktionen eftersidning. Det betød, at stort set alle elever var på skolen kl. 8.00. Ved eftersidning sad eleverne ofte på mit kontor og lavede skoleopgaver, eller hvis eleverne havde forladt skolen uden tilladelse, kom de til at feje skolegården.
Jeg har også gjort de nye lærere og lærerstuderende opmærksomme på, at det allerbedste middel til opretholdelse af disciplin er tæt kontakt med forældrene. De er og bør være skolens medspillere og ikke modspillere.
Når en elev blev sendt til mig på kontoret på grund af dårlig opførsel eller sprogbrug, sluttede vor samtale altid med, at eleven fik besked på at fortælle forældrene om det passerede, og at de skulle få forældrene til at ringe til mig, når de kom fra arbejde. De fik mine telefonnumre med hjem, også det private. Omvendt ringede jeg selv til forældre, når det var nødvendigt. Gennem årene har jeg haft talrige af den slags aftensamtaler, og de har altid været positive og fremadrettede.
Enkelte gange har jeg bedt forældrene hente deres søn eller datter på kontoret på grund af dårlig opførsel. Det havde en stor præventiv virkning, ikke blot på den pågældende elev!
Det er min erfaring gennem 44 år i folkeskolen og 29 år som skoleinspektør på Bavnebakkeskolen i Støvring, at de allerfleste forældre er positive samarbejdspartnere, som bakker op om en fast linje på skolen.
Vi har fået mange elever fra andre skoler i kommunen og fra fire nabokommuner jf. det frie skolevalg, ofte elever, der var blevet mobbet eller på anden måde havde haft problemer. Omvendt var der år imellem, at vi mistede en elev. Jeg er sikker på, at faste rammer og konsekvens skaber et godt undervisningsmiljø, større rummelighed og mindre mobning, og skolens leder skal skabe disse rammer og være konsekvent..
Arne Sloth Kristoffersen
44 år i folkeskolen
Lærer, skolevejleder. viceinspektør og skoleinspektør i 29 år
Arnesk.dk
Magnoliavej 41
9000 Aalborg
98183595
Skolelederne - Frygt eller dovenskab?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.