Skole på godt og ondt

Som nyuddannet, -ansat og nysgerrig lærer, samt med idealismen intakt, vil jeg fremlægge følgende:

Den nye folkeskolelov lægger, blandt andet, smukt op til et øget skole-hjem-samarbejde, vel først og fremmest for børnenes skyld, og ved en fælles holdning styrkes deres velbefindende i skolen.

Det er mit indtryk, at man i mange hjem livligt debatterer folkeskolen på godt og ondt - godt er debatten, skidt er det derimod, at det primært er på ondt, diskussionen foregår.

Stort set alle har en mening om skolesystemet, ikke mindst om, hvordan det burde fungere, og hvordan vi undervisere skal arte os. Nogle går så vidt, at de også forholder sig til elevernes og forældrenes roller.

Mig bekendt forandres intet ved, at man blot beklager sig (i stedet for at klage over mørket, kunne man tænde et lys). Når forældre, i ofte misforstået sympati, bakker op om deres poders beklagelser over diverse hændelsesforløb, materialer og læringsmetoder med videre, er det ikke befordrende for en konstruktiv debat hjem-skole. I stedet opponerer børnene mod skolesystemet; mere eller mindre imod alt, hvad der foregår. Børnene er hele tiden på vagt - 'hvornår sker der noget af det, mine forældre bandlyser'?

Allerede i de mindste klasser stiller eleverne spørgsmål til snart sagt alt, man som lærer gør og siger. De udviser en destruktiv, troløs adfærd, som de måske også indtager over for deres forældre.

De oplever en tilværelse, hvor forældrene beklager sig, dog uden at skride til handling. De tager selv affære, og må som en anden Jesus vandre fra Herodes til Pilatus - altså løbe spidsrod mellem forældre og skole, som for dem at se aldrig bliver forenelige størrelser.

Skolen skades, men først og fremmest skaber vi nogle usikre, men på overfladen sladdervorne og opportunistiske børn.

Skal dialogen (og det skal den!) være konstruktiv, må alle parter lytte til hinanden, men gid børnene kunne forskånes for den alt for megen og utidige indblanding. Det er vel fortsat vi voksne, som skal udstikke leveregler for den opvoksende generation, os, som i fællesskab skal sørge for, at de rustes til et tåleligt liv, også mens de går i skole.

Det er mit ønske og håb, at forældre fremover i stigende grad vil rette henvendelse til skolen, når der er noget, de undres over, tvivler på- ja, endda glædes over, uden at børnene, som i en anden skilsmissekamp, bruges som gidsler.

Susanne Bauer

Haslev