Skønmaleri om inklusion

~~I Berlingske lørdag taler Erik Møller, formand for Børne- og Kulturchefforeningen, og Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre, inklusionens sag med udgangspunkt i Salamanca-erklæringen, som er en politisk principbeslutning om, at alle børn har en grundlæggende ret til uddannelse, og at uddannelsessystemer og uddannelsesforløb skal indrettes og iværksættes på en sådan måde, at de tager hensyn til de store forskelle i egenskaber og behov, som eleverne har.

Inklusionen er ikke en metode, men en holdning, skriver de. Den lykkes, når vi alle forholder os på den rigtige måde (!) til andre mennesker, når vi alle tager ansvar for fællesskabet, når politikere opstiller mål og prioriterer ressourcer dertil, når der er eksperter og rådgivere, der kan tilkaldes, når lærerne efteruddannes osv. Det er der næppe nogen, der vil benægte. Men det er et skønmaleri af en verden, som er meget anderledes, som forudsætter betingelser og forestillinger, som den virkelige verden ikke opfylder i dag – og næppe heller i fremtiden. Der er langt mellem teoretikernes forestillinger og praktikernes/brugernes oplevelser og erfaringer.

I virkelighedens verden melder flere og flere forældre deres børn ud af fællesskabets skole (også politikere og trendsættere), fordi forudsætningerne som de to formænd peger på som nødvendige for at inklusionen skal lykkes, netop ikke er til stede i den danske ny nordiske folkeskole.

Inklusionen sættes i gang på et tidspunkt, hvor der hverken er fysiske eller psykiske ressourcer pga. en ikke-evidensbaseret skolereform og forårets ukloge behandling af lærerne. Nøglen til en lykkelig inklusion findes hos lærerne på skolerne og alligevel negligeres deres praksisviden, når syv-otte ud af ti lærere mener, at de inkluderede elever har negativ indvirkning på de øvrige elevers faglige udbytte, og ikke skaber bedre trivsel og faglig fremgang for de inkluderede elever, lærernes merarbejde og større ansvar honoreres med dårligere arbejdsvilkår herunder mindre tid til forberedelse, hvor inklusion netop tager rigtig megen tid (hvis den skal lykkes), manglende kompetenceudvikling af lærerne samt en skolereform, der delvis betales af lærerne selv. Sådan er den virkelige verden!

Derfor er inklusionen så bekymrende, når afstanden mellem det idealiserede billede og virkeligheden er så stor. Politikerne vil det hele, men har hverken kapitalen eller forståelsen for hverdagen i skolen.

Vil vi inklusionen, må der realistisk prioriteres derefter og lyttes til dem, der har kompetencen og erfaringerne, dvs. lærerne og lærerforeningen. Inklusionen skal kunne opleves positivt af elever og forældre for at ændre den nuværende velbegrundede skepsis, og det kræver store ressourcer både økonomisk og personalemæssigt.

Uden tilførsel af disse bliver inklusionen næppe en succes, men snarere den sikre vej til endnu en nedtur for folkeskolen i en virkelighedens verden, hvor den i forvejen er trængt på sin fremtid som folkets skole.