”Skal vi ikke bare spille kamp i dag?”

Foto: William Frankhouser/Flickr.com

I sidste weekend mødtes jeg med nogle gamle kollegaer, som før i tiden underviste i idrætsfaget i udskolingen: ”Idrætsfaget var (for bare fem år siden) et fag, hvor vi lærere og elever ikke var presset af et stramt pensum og et karakter-ræs”, udtalte én af de mandlige lærere.

Snakken og debatten om fagets kerne var yderst interessant. Faget har i mine øjne ikke været prioriteret højt nok på mange skoler.

Det har taget os fire år at lære vores elever, at idrætsundervisningen ikke blot handler om at spille basket, fodbold eller håndbold – men nu er det begreber som progression, opbygning, timeouts og taktiske elementer, der er i fokus.

”Spiller eleverne ikke mere ganske almindelig kampe i den daglige idrætsundervisning”?, var et andet af de spørgsmål, som kom på bordet under samtalen.

Nej, mine elever spiller meget sjældent det færdige spil, for det er ikke det kompetencemålene lægger op til. Selvfølgelig berører de det engang i mellem, men langt fra en hel idrætstime – og på ingen måde uden stop, time-outs eller taktiske ændringer.

”Savner dine elever slet ikke det konkurrenceelement, der er i det færdige spil?”, var et tredje spørgsmål…

Jo, det er jeg ret sikker på, at de gør, men savnet er slet ikke så stort, som for bare to år siden. Jeg snakker med mine elever om konkurrenceelementet på et andet plan end blot gennem en kamp.

For mig handler det om, at faget har ændret status, struktur og indhold. Eleven skal f.eks. have en viden om regler og taktiske muligheder i et boldspil – det opnår de ikke, hvis der ikke stoppes op og justeres på de respektive øvelser undervejs.

Så nej… ”Vi skal ikke bare spille i dag!