Skal en geografilærer altid kunne finde vej?

For fire uger siden startede jeg på mit 4. og sidste år på læreruddannelsen. Mit sidste undervisningsfag bliver geografi, så det føles lidt underligt at være igang med en blog om faget, før jeg selv har faget…

Der skal ikke være nogen tvivl om at mit hjerte banker for naturgeografien og i lidt mindre grad for kulturgeografien. Jeg er langt mere interesseret i naturens ufattelige kræfter, istidslandskaber, dybbjergarter og klimaet. Byudvikling, transport og fødevareproduktion i Burkina Faso har sværere ved at hive mig op ad stolen.

Jeg har selvfølgelig tænkt mig at undervise i HELE faget når jeg en dag får job. Det skal der ikke være tvivl om. En ting bliver jeg dog rigtigt ofte skudt i skoen: Som geografilærer skal man da kunne finde vej og gerne i en by man ikke kender.

Sjovt nok er det faktisk noget jeg kan. Men kan mine kommende kolleger? Måske? Men er det vigtigt?

For mig er ordet “autencitet” et utroligt vigtigt, men også overset begreb inden for undervisning. Hvis en lærer ønsker elever som er engagerede, lyttende, lærende, interesserede og spørgende, er en vej dertil at kaste sin egen personlige motivation ind i undervisningen. Jeg kalder det autencitet, andre kalder det “drive”. Det er krydderiet der hiver undervisningen op på et niveau, hvor lærebøgerne aldrig kan nå op.

For at knytte dette op på geografifaget: Vis dine elever at du kan finde vej. Vis dem hvad dine præferencer er og skjul dine antipatier. Og vær ikke bange for at gå den gale vej.