Skælduder jeg nu?!

"Hvorfor har du skældt mit barn ud?!" Beskeden står og blinker på Aula som jeg i et øjebliks tankeløshed havde åbnet derhjemme. Om aftenen. Bevares, Aula plejer at være en relativt fredelig oplevelse (jeg havde nær skrevet 'fornøjelse', men det ville trods alt være at stramme den…), og for et år siden havde jeg måske ikke hæftet mig så meget ved ordlyden, men efter et lille års tid i mere eller mindre pædagogisk skygge af 'Danmarks eneste certificeret skældudfri skole' får vendingen lov at vokse sig større. Det samme gør min forvirring og mit behov for begrebsafklaring. For hvad er 'skæld ud'? I bemeldte mail henviser det til en fælles drøftelse i klassen, hvor jeg undrede mig over det kollektive hukommelsessvigt, der må være årsagen til, at man få timer efter et klassemøde omkring fælles ansvar for møbler og interiør har valgt at kvittere med at ødelægge en dør og smadre et mobilhotel. Min undren var udtalt, bevares, men jeg vil ikke kategorisere det som 'skældud'. Det er dog imidlertid et udsvævende begreb.

At 'skældud' som en praktisering af verbal vold er såvel ineffektivt som skadeligt for børn (og voksne) er vel for så vidt indiskutabelt. Dog vil jeg til enhver tid fastholde, at jeg ikke gør mig i den slags overfusninger. Det var heller ikke tilfældet i går. Var jeg tydelig i mit sprog? Ja. Markerede jeg en grænse. Bestemt. Var jeg frustreret? Ganske givet -hvem ville ikke være det, når de klokkeklare aftaler man indgik for lidt over en time siden allerede så eftertrykkeligt vises vintervejen. Jeg har med andre ord (gen)opkridtet en bane, men det var ikke møntet på ét barn. Ej heller var der tale om råd og dundertale. Men hvorfor ender miseren så med at handle om 'skældud'?

Jeg skal spare jer for langhårede anekdoter fra min skoletid i 80'erne, hvor ethvert tilløb til brok over uretfærdigheder og skældud i skolen på ingen måder afstedkom skriverier i kontaktbogen. I hvert fald ikke fra mine lærerforældre.

Nu er skældud (heldigvis) blevet umoderne, men tilbage står det store spørgsmål om, hvornår en klar markering af en grænse eller en ramme er blevet at sidestille med skældud? Det mener jeg bestemt ikke det er. Faktisk vil jeg gerne vende det om og spørge, om vi voksne ikke svigter vores ansvar, når vi ikke tydeligt markerer en grænse? Som Grundtvig udtrykte det er det skolens opgave -i samspil med hjemmet- at åbne verden for eleverne og eleverne for verden. Dette må vel også gælde i den udstrækning, at børnene lærer, at det fællesskab vi alle deltager, udvikles og dannes i fordrer kendskab til såvel rettigheder som pligter. Individet har ret til at ytre sig. Man har ret til at være sig selv og til at have og praktisere forskellige idealer. Man har ret til at være uenig. Men i et demokratisk samfund er forpligtelsen i fællesskabet af afgørende betydning. Forpligtelsen til at deltage. Til at rumme. Til at tage hensyn, forholde sig nysgerrigt og åbent til andre og til at udvise en adfærd, der ikke skader andre eller truer fællesskabet og vores demokratiske ståsted. Man har pligt til at hjælpe dem, der har svært ved at være i fællesskabet.

At man på baggrund af en uhensigtsmæssig adfærd mødes med en klar påmindelse om, at fællesskabets iboende dualisme er i min optik ikke 'skældud'. Ej heller udelukker eller underminerer det, at man anerkender det menneske, der står over for en. Ligeledes kan man anerkende den frustration, der ligger bag en uhensigtsmæssig adfærd, men de rammer, der sættes for fællesskabet må gælde for alle. Og træder man gentagne gange mærkbart (og måske tilmed intentionelt) udenfor må dette markeres tydeligt -naturligvis opfulgt af (endnu) en anvisning. Det er ikke skældud. Det er at tage ansvar for dannelsen. Og faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at vi svigter næste generation, hvis vi kontinuerligt flytter hegnet. Når børnene sætter rammen er det dem, der står med ansvaret, hvis/når det går galt. Og det kan vi ikke være bekendt.