“Skældud-fri-skole” – kan vi lære noget alligevel?

Lad mig med det samme understrege at jeg ikke har læst bogen og har ingen aktier i projektet ”skæld-ud-fri-skole”. Jeg synes det er helt ude i hampen at bestemte skoler skal have en særlig certificering som ”Skæld-ud-fri-skole”, men at behandle emnet anno 2021 kan måske være god idé?

Efter her til aften at have snakket om temaet over en god middag her på hjemmefronten, har jeg netop genset Deadline (link nedenfor) , hvor Louise Klinge (skoleforsker) og John Halse (skolepsykolog) snakker om skældud.

For overskuelighedens og forståelsens skyld, tillader jeg mig at ridse problematikken op ved at skelne mellem den nødvenlige skældud og den kritisable skældud.

Den nødvendige skældud handler om at sige stop og irettesætte barnet, når det gør noget forkert.

Den kritisable – eller den problematiske – skældud, er den som udover en irettesættelse også indeholder nedsættende bebrejdelser og ydmygelser.

I vores kultur er vi vant til at snakke om tingene. Louise Klinge formulerer det nogenlunde således i Deadline: Vi siger stop og taler efterfølgende med børnene når der er ro på – krig skal forebygges i fredstid. Hun præciserer desuden, at ”ikke-skældud” kan være en form for – med hendes udtryk – ”konfliktsky hensynsbetændelse”.

Konklusion: Skældud er en del af opdragelsen også i skolen men gør det uden at nedgøre og ydmyge barnet. Hvad mener du? Kan vi lære noget af den aktuelle debat? Giver det mening fx at skelne mellem den nødvendige- og den kritisable skældud?

https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-skaeldudfri-skole_276693

Illustrationerne – jeg har ikke lige ”skældud” i mit billedarkiv, men håber de to billeder med bilisten og de unge på cyklerne illustrerer pointen i distinktionen mellem det at markere (sige stop) og at bebrejde.

”Tom McEwan & Jes Ingerslev: Fy fy skamme skamme!”

https://folkeskolen.dk/debate/rummelighed-er-en-konsekvens-af-udeltheden/