Sin egen lykkes smed

Jeg læste med stor interesse Henrik Windinges indlæg i Folkeskolen nummer 45. Jeg har for nylig bosat mig midlertidigt i Stockholm, hvor man ser og hører om mange anderledes skoleformer. En del arbejder med uopdelte klasser, hvor 1.-3. bliver undervist sammen, 4.-6. og 7.-9. Mange lægger stor vægt på den enkelte elevs viden med dertil følgende test i tide og utide. Har de nu nået deres mål? – ja, hvem bestemmer egentlig målene? Eleven? Læreren? Forældrene? Det, jeg ser, er et voksenkontrolleret system. Og hvad fører denne fiksering på enkeltindividet så til?

Jeg ser et forbløffende amerikaniseret samfund. Enhver er sin egen lykkes smed med fremhævelse af de dygtige. På min mands arbejdsplads holdes jævnligt afdelingens dag, hvor der uddeles rosetter til dem, som har præsteret noget. Jeg ser et samfund, hvor man betaler for mange ting, lægebesøg, skadestuebesøg, børnenes museumsbesøg med skolen, de store elevers idrætsundervisning. Den fiksering, der er på enkeltindividets kunnen, understøtter et sådant samfund, og det bliver vel kun mere udtalt, jo flere der går igennem systemet?

Hvor er den sociale indlæring? Hvor er det, vi lærer tolerance? Hvor er det, vi lærer om demokratiet? I klasserummet! Her kan vi ikke altid rejse os og gå væk, når der er nogen, vi ikke gider tale med. Her, hvor vi på godt og ondt forsøger at leve sammen i ni år. Der lærer vi, at ikke alle har de samme kompetencer, det være sig faglige, kreative eller menneskelige. Og det er os som lærere, der er garanter for, at den indlæring foregår i en god og positiv ånd, så vores elever kan gå ud og deltage i samfundet.

Den faglige indlæring må selvfølgelig være i orden, men vi bør ikke fralægge os, ej heller lade os fratage ansvaret for den sociale indlæring.

Lone Hertel

Stockholm-Odense