Sidste skoledag – fra dødslister til karameller

Foto: Andy Bowman/Flickr.com

På vores skole holder vi på fredag sidste skoledag endnu en gang. Dagen er som regel præget af højt humør og elever, der glæder sig. Det er befriende for alle parter, at denne dag ikke rigtig rykker sig – den står fast på en del traditioner til manges tilfredshed.

I en tid med nye arbejdstider, længere dage for eleverne, flere tests og nye pædagogiske værktøjer i alle retninger er det rart at kunne samles om en dag, som alle kender indholdet af…

…og så alligevel!

Frygten for ’dødslisterne’

For de senere år blev festlighederne for en stund trængt i baggrunden af en uheldig kultur i form af de såkaldte ”dødslister”. De kunne være mere eller mindre faretruende, alt efter hvilken skole man gik på, men hos os blev de taget alvorligt.

Der var klart overtal af elever, for hvem frygten fyldte mere end glæden ved dagen.

Forventningerne var altså på vej i en negativ spiral nedad, og noget skulle gøres. For vores vedkommende valgte vores ledelse at gå i dialog med elevrepræsentanter.

I stedet for at lave deciderede forbud, brugte de en metode, hvor de indbød til løsningsbaserede forslag.

Dialogen i spil

Repræsentanterne fik af vores ledelse at vide, at dødslisterne skulle udgå, men man var åben for at erstatte med nogle elementer under mere kontrollerede forhold. Så i stedet for barberskum i hovedet, buksevand samt andre ydmygelser endte det i et forslag om vandkamp på et afgrænset område med opsyn. Eleverne var glade for forslaget, og kulturen omkring dagen blev vendt uden for megen dramatik.

Nu ved jeg godt, at man på andre skoler har stået med markant andre udfordringer, hvor man har været nødsaget til at aflyse dagen. Her nåede vi heldigvis ikke til.

Til gengæld fik vi ved hjælp af elev-inddragelse genskabt den kultur, hvor det var glæden og karamellerne der herskede fremfor frygten for dødslisterne.