Der er flere skurke end helte i dramaet. Forældregenerationen, de såkaldte 68'ere, fik den tvangstanke, at lærere og elever var lige! Blev der indført en restriktion for eleverne, så skulle den partout også gælde for lærerne.
Den generelle holdning påvirkede eleverne, således at de efterhånden troede på 'ævlet', og hvordan kunne det blive anderledes? De kunne ikke se, at de manglede tre år i folkeskolen, tre år i gymnasiet, fire år på seminariet plus x år i stilling for at kunne sammenlignes direkte. Forældrene burde have set det, men for manges vedkommende havde holdningen nok rod i en art mindreværdskompleks, som stammede fra deres barndoms minivorherre nede på deres skole. Adskillige lærere støttede vrangforestillingen, de fleste fordi de troede fuldt og fast på, at de skulle solidarisere sig med eleverne - andre fordi de opgav ævred og prøvede at overleve frem til efterlønnen. Enkelte kunne forudse resultatet - men råbte for døve øren. Årsagen til, at man nu interesserer sig for spørgsmålet, er dobbelt. Et - sløj indlæring, to - den politiske retning, som navnlig interesserede sig for lighed, har ikke rigtig haft succes de senere år.
Hvad kan man da gøre? Man skal helt fra første møde med nye forældre fortælle, hvad skolen kræver af orden og disciplin for at kunne undervise effektivt. Det skal gentages igen og igen af ledelse, lærere og bestyrelse. Samtidig bør man forklare forældrene, at de og skolen har fælles interesse - nemlig optimal udnyttelse af elevernes medfødte potentiale. Dette må også eleverne være interesseret i. Men - paradis får man ikke - det har man heller aldrig haft. Fængselsinspektør Frederiksen, Horsens, spurgte mig engang: 'Kan I styre dem?' Jeg svarede: 'Joh, det går, det går'. Så sagde han: 'Fortvivl ikke - husk at I har haft alle mine klienter i ni år, før jeg hilser på dem første gang'. Det er jo også et synspunkt.
Bent Thøsing
Nørre Åby
Selvskabte plager
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.