Selvgod humanisme

Jan Trojaborg har i Folkeskolen nummer 10 ikke ønsket at perspektivere sin vidtløftige kategorisering af indvandrere og flygtninge som etniske mindretal i lighed med det dansksindede i Nordtyskland. Det kan man venligt føje ham i. Derimod fremturer han med, at megen forskning dokumenterer modersmålets betydning for sproglige minoritetselever. Resten af indlægget kalder han sund fornuft.

Det er da korrekt, at der i 1997 i USA udkom en rapport af W.P. Thomas og V. Collier. Men at man forudser og accepterer, at indvandrere, flygtninge og sammenførte i afgrænsede områder (også) her i landet holder fast i det gamle lands sprog som førstesprog (som Trojaborg kalder modersmål) og fravælger dansk, kommer vel trods alt bag på de fleste. Er det det, I vil, Trojaborg? Afskrive mennesker til overførselsindkomst i fremmedsprogede, etniske frilandsmuseer? Er det den slags ynkelige subkulturer, Undervisningsministeriet deltager i udviklingen af?

I en anden undersøgelse, 'Tosprogede elevers danskkundskaber på folkeskolens ældste klassetrin' af Jens Christian Nielsen, Danmarks Pædagogiske Institut 1997, konkluderes, at den påviselige betydning for elevers danskkundskaber kan henføres til varigheden af elevernes ophold i Danmark, arbejdsindsats, velbefindende i skolen og køn. Jens Christian Nielsen tegner billedet af en optimalt fungerende tosproget elev. Tosprogede piger, der er født og opvokset i Danmark, som befinder sig godt i skolen, som kan lide deres lærere, som har en positiv holdning til faget dansk, som gør en stor arbejdsindsats i faget dansk, som læser bøger i deres fritid, som har forældre, der er i kontakt med skolen på en god måde, vil med stor sandsynlighed have meget gode danskkundskaber. Enhver underviser kan skrive under på, at hvem som helst uanset aner vil være dygtig, hvis ret mange af de kriterier, der listes ovenfor, imødekommes.

I sociologen Erik Jørgen Hansens undersøgelse, 'En generation blev voksen', bekræftes, at skolen overser og spilder talent med forkert postnummer. Det var og er skolen stort set ligeglad med. Derimod har en klike centralt placerede personer på Danmarks Lærerhøjskole og i Undervisningsministeriet set en interesse i at fokusere reduktionistisk på en afgrænset del af de ikke-privilegerede. Det kan umiddelbart undre, at man i en skole, der har haft forsvindende lidt på hjerte, når det drejer sig om ikke-privilegerede børn med danske aner, har gjort andre ikke-privilegerede, Mustafa og Özlem, til intenst dyrket projekt. Ikke børn fra familier, hvor uddannelse eller andre ressourcer overkommer usikkerhed og passivitet. Her styrer man bevidst fri af den klæge omklamring, så interessen må begrænses til dem, der er nødt til at leve i omsorgspædagogisk førergreb. Det er dybt utilstedeligt at undervise på grundlag af et didaktisk koncept, der har rødder i selvgod humanisme.

Poul-Erik Hjort Pedersen

Esbjerg

Forkortet af redaktionen