Samværet det primære

Peter Hindsgaul rejser i Folkeskolen nummer 7 med prisværdig klarhed spørgsmålet: Hvad gør vi lærere, når kommunerne ikke vil betale, hvad folkeskoleloven koster? 1) Laver skole for de penge, vi får, eller 2) rejser pengene selv gennem brugerbetaling, sponsorering med videre?

Mit svar er, at lærerne aldrig nogensinde skal begynde at kradse penge hjem for at udføre deres arbejde. Hvordan er det dog nogensinde kommet dertil, at et sådant spørgsmål overhovedet kan stilles? Folkeskolen er i mine begreber nationens fremmeste, grundlovsfæstede kulturinstitution, ikke en eller anden lokal fodboldklub eller filantropisk hattedamesammenslutning.

Hindsgaul ønsker mit bud på, hvad vi så skal gøre, når vi er 'kørt fast og ikke blot vil trække os ind bag katederet'. Nu ved jeg ikke, hvad Hindsgaul mener med 'kørt fast', men jeg er generelt uenig i, at flere penge er løsningen på pædagogiske udfordringer. Jeg mener tilmed, at de (næsten) gratis glæder er stærkt undervurderet såvel i folkeskolen som i samfundet i almindelighed – og fornøjelsen ved at lade daleren rulle tilsvarende overvurderet.

Forudsætningen for, at eksempelvis en lejrskole bliver en berigende oplevelse, er jo ikke, at den foregår i Langtbortistan. Det primære er selve samværet, og det kan klares med DSB-frirejser eller for den sags skyld i selve lokalområdet. Det formindsker også risikoen for, at hele ekspeditionen går op i hat og briller.

Og så forekommer det mig, at Peter Hindsgaul glider fuldstændig af på de professionsetiske problemer, indførelsen af brugerbetaling i skolen vil medføre.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse