Samtalen om dansk

Samtalens mulighed

Når et år slutter for mig, så er det tid til at rydde op, rydde ud og sætte det bevarede i en ny sammenhæng. Der bliver ryddet op og ryddet ud i bogreolen. Det giver plads til nye udgivelser, men det skaber også rum for en masse overvejelser om de eksisterende bøgers berettigelse, anvendelse og ikke mindst de perspektiver, der ligger gemt på hver enkelt side.

Mellem ”Hen over bjerget”, ”Skrædder i helvede” og ”Sæt spor til den mundtlige prøve” finder jeg Holger Henriksens, ”Samtalens mulighed”. Det røde, let slidte omslag pudses af og sættes på en ny plads blandt Tage Skou-Hansen og Martin Andersen Nexø. Begge forfattere har i mange af deres udgivelser kredset om samtalens værdi.

Samtale skal der til, hvis den alment dannende skole, som Merete Riisager henover årsskiftet har argumenteret så hårdt for, skal leve og ånde – samtalen og argumenter fortsætter med fuld udblæsning ind i det nye år.

Vi er klar til at tale om dansk

I Dansklærerforeningen står vi klar til samtalen om at skabe en skole, hvor der ikke blot er rum for den enkeltes faglige og almene dannelsesrejse, men hvor vi i den grad hylder fællesskabets værdi – særligt i danskundervisningen.

Konsekvensen ved den målstyret skole, som vores undervisningsminister så fint diagnosticerer vores folkeskole, er, at det er individet der konstant sættes i centrum. Som Holger Henriksen skriver, så har individet en begrænsning, en indsnævring, en entydighed som fællesskabet i den grad kan bryde med. Merete Riisager vil afskaffe begreber som målstyring og læring og i stedet genindføre undervisning og dannelsesbegrebet. Hvad er mere nærliggende end at skele til Henriksens, ”Samtalens mulighed”?

Når jeg ser på Holger Henriksens bog, så er det ikke et fagsyn, et pædagogisk afsæt eller didaktiske strøtanker, der indkredser mine tanker. Nej, det er i langt højere grad forestillinger og drømme om, at danskundervisningen og skolen i sin helhed med tiden kan leve i sin frie form og udvikle sig som det, som skole er – nemlig et levende sted, hvor vi alle ånder og begejstres over det, at horisonter udvides og vi lærer nyt.

Tage Skou-Hansen udtrykker det så fint: ”Morgengnaven og usikker kunne han møde op, det varede ikke længe før han blev bragt ud af sin forlegenhed. Fik noget uventet forærende af samtalen. Eller blev fanget af en usynlig forbindelse, som forsvandt igen, når klokken ringede (…) ” (1991)

Gnist i danskundervisningen

I selfie-kulturens tidsalder må vi da med tiden blive træt af at se på os selv og vores egne behov og læringspotentialer. Jeg oplever hver dag i mit job som efterskolelærer, at eleverne er ved at tabe pusten over internettets uudtalte krav om iscenesættelse, eksponering, shining og tweets. De efterspørger en skole og et fagligt møde, hvor de kan foretage deres identitetsskabelse, identitetsbevarelse og møde livskvalitet, gnist og begejstring for en fælles sag.

Jeg tager Holger Henriksens ”Samtalens mulighed” frem igen. Den rummer løgstrupske aspekter, som er et vigtigt bidrag i debatten om samfundets skole. Den taler om fællesskabets værdi, om samhørighed, om at lade sig begejstre og lade sig rive med. Netop derfor kan jeg også blive usikker på, om Merete Riisagers intentioner med folkeskolen har en grad af neoliberalistisk indpakning, selvom den så fint plæderer for, at et fokus på skolen og ikke læring netop vil bryde med den målstyret systemtænkning omkring skolen.

På Sy’fyn går de fagpolitiske snakke om skolens formål, ramme og indhold altid hånd i hånd med en god kop kaffe. Så jeg håber, at Merete Riisager har et øjeblik til en kop kaffe og et møde med Holger Henriksen og mig om skolens dannelsesrejse i 2017.