Særinteresser …

»Det er i orden, at journalister ligger mere til venstre end de fleste. Men det er ikke i orden, at de ukritisk viderebringer særinteressernes organiserede katastrofemeldinger og glemmer almeninteressen og folkeoplysningen«.

Sådan skrev undervisningsminister Bertel Haarder for nylig i et indlæg i Politiken. Og det er da noget af en melding. Men det ville klæde ministeren først at feje for egen dør.

For i samme indlæg bruger han Danmarks Lærerforenings budgetundersøgelse som eksempel på ukritisk videreformidling. Bertel Haarder skriver, at det fremgår af en medlemsundersøgelse, at hver tredje kommune planlægger besparelse på specialundervisningen. Men den slags undersøger vi selvfølgelig ikke via medlemsinterview. Derimod har vores kredse indsamlet oplysninger om de kommunale budgetter. Her er altså ikke noget at være kritisk over for – ud over den kendsgerning, at specialundervisningen igen bliver beskåret.

Bertel Haarder kritiserer endvidere, at aviserne ukritisk viderebragte oplysninger om, at 86 procent af tillidsrepræsentanterne mener, at vilkårene for specialundervisning er blevet dårligere. Det tal kender vi ikke. Vores seneste undersøgelse viser, at 45 procent af medlemmerne oplever, at specialundervisningstilbuddet er blevet dårligere.

Og når ministeren mener, at journalisterne bør bedømme disse tal i forhold til, at der bruges 4,6 milliarder kroner på specialundervisning, og forbruget fra 2000 til 2008 har været stigende, så er det som at sammenligne pærer og bananer. For vores undersøgelse handler dels om 2010-budgettet, dels om medlemmernes vurdering af perioden 2007 til 2009. Og i øvrigt er der ikke nødvendigvis uoverensstemmelse mellem større udgifter og faldende standard/kvalitet, når behovet for specialundervisning er stigende.

Journalistisk videreformidling af vores undersøgelse handler i høj grad om at tilgodese almeninteressen og folkeoplysningen. For ministeren kan vel ikke mene, at lærernes oplevelse af problemet ikke er reel – eller at det er ligegyldigt, hvis der er elever, som ikke får den specialundervisning, de har behov for?

Men argumentationsformen er efterhånden velkendt: Hver gang lærere og andre dokumenterer dårligere vilkår for elevernes undervisning, bliver det benægtet, med henvisning til at der er brugt et utal af milliarder på dette og hint. På den måde plejes regeringens politiske særinteresser. Og – ja: Her er der god grund til at være kritisk.