Sådan nedbrydes respekten for læreren

Hvordan bærer ph.d.-stipendiat Tanja Miller sig mon ad med på strengt videnskabelig basis i Folkeskolen nummer 36 at fastslå, at folkskolelærere ved udsigten til offentliggørelsen af skolernes karaktergennemsnit går helt gras­sat og hinsides al professionalisme begynder at strø om sig med tårnhøje karakterer for i egoistisk selv­pleje at kunne fremstå som dygtigere end kollegerne på lærerværelset eller for at for­blænde en kommunalbestyrelse? Har lærere virkelig sagt, at de handler således, når Tanja Miller har udspurgt dem til sin afhandling? Eller øser hun af skjulte kilder? For en fremsættelse af uvidenskabelige, forudfattede forestillinger kan der da ikke være tale om. Og hvorfor mistænkeliggør hun karaktergennemsnittene med en beskyldning om, at nogen tror, de afspejler undervisningens kvalitet? Det har ikke engang regeringen påstået. Folk i almindelighed og forældre i særdeleshed ved selvfølgelig, at karaktererne alene afspejler det karakterniveau, hvormed eleverne forlader skolen, og det er da vist ikke nogen helt irrelevant oplysning at have, når der skal vælges skole, hvad enten baggrunden er lærerstabens dygtighed, skole­distriktets sociale niveau, uddannelsestraditioner eller bygningers og materialers standarder. Men klart er det også, at karakterer, der gives af mennesker, jo unægtelig bærer subjektivitetens præg. Det er vel for at minimere denne størrelse, at en udenfor­stående neutral censor medvirker ved bedømmelsen. I hvert fald er det groft, at Tan­ja Miller generaliserer sine forudfattede meninger om forfængelige læreres svindlerier med karaktergivningen for at tilgodese en trang til at distancere sig fra kolleger eller fedte for myndighederne, og giver dem videnskabelig i­klædning.