Sådan kan mobning bekæmpes

»Undervisningsmiljøloven brydes af skolerne, børnene mobber løs, og lærerne aner ikke, hvad de skal stille op, fordi adskillige skoler ikke har udarbejdet en mobbepolitik«.

Det er baggrunden for, at Socialistisk Folkepartis uddannelsespolitiske ordfører, Pernille Vigsø Bagge, ønsker at indføre en lov, der gør mobning forbudt (Folkeskolen nummer 1).

Jeg genkender ikke skolens hverdag i udsagnet. Eleverne mobber ikke løs, lærerne ved godt, hvad de skal gøre, og skoler uden en formel mobbepolitik kan være akkurat lige så dygtige til at tage fat om konkrete mobbetilfælde som skoler med.

Det er nemlig lærerens sociale årvågenhed, indføling og autoritet, der har størst betydning for, hvor meget plads der er til mobning, og om problemerne løses på en god måde. Mobbeproblemer løses i den konkrete situation, og forbud og manualer vil stort set være uanvendelige.

Hvis der er noget, der i de seneste tiår har kendetegnet mange danske elever, er det manglende evne til opmærksomhed om noget, der ikke umiddelbart er forbundet med lyst. Kunne man forestille sig, at politikerne ved næste lejlighed vil indføre en lov mod uopmærksomhed, med den begrundelse at det vil medføre bedre faglige resultater? Selvfølgelig ikke. Motivation af eleverne er ligesom indgreb mod mobning primært lærerens opgave.

Jeg har forståelse for, at politikerne ønsker at gøre noget ved problemerne, men de må også kende deres begrænsning og forlade sig på indsatsen fra ansvarlige og professionelle lærere og sikre, at disse har professionel frihed og gode muligheder for at løse deres opgave.

Derfor har jeg fire antimobbeforslag til politikerne: 1) Vis lærerne tillid, 2) Respekter lærernes råderum og metodefrihed, 3) Giv lærerne adækvate redskaber, 4) Bidrag til at styrke lærernes anseelse og autoritet.