Der findes to overordnede tilgange til grammatikundervisningen: Den induktive og den deduktive. Kort fortalt tager man ved den induktive metode udgangspunkt i selve de grammatiske regler og lærer derved sprogets opbygning og struktur at kende, mens man ved deduktive metode arbejder modsat og tager udgangspunkt i sproget og forsøger at udlede de grammatiske regler derfra.
Paradise Hotel vs. engelsk grammatik
Jeg elsker begge tilgange. De træner grammatikken, og dét er jeg fan af. Men jeg er også afhængig. Og læreruddannet. Og elsker sprog. Og… mine elever er ikke mig! Det lyder måske banalt, men i min iver og entusiasme glemmer jeg ind i mellem, at jeg har med mennesker at gøre, der (for størstedelens vedkommende) ikke har de samme interesser som mig, og som ikke nødvendigvis sidder som på nåle for at lære, hvornår man bruger udvidet tid på engelsk. Det burde ikke være nødvendigt at minde mig om, at jeg har med teenagere at gøre, der synes, at sidste afsnit af Paradise Hotel er langt mere interessant end de engelske navneords flertalsregler, men det er det faktisk til tider. Suk.
Engager dig og brænd igennem
Ja, jeg sukker, men samtidig glæder jeg mig faktisk også over, at det er sådan, det er. For det er præcis sådan, det skal være! Selvfølgelig skal vi lærere brænde for vores fag og vores stof, og selvfølgelig skal vi selv efter mange år synes, det er det mest spændende i verden. For hvor banalt det end (også!) lyder, virker det. Jeg tror ikke på, at det nødvendigvis er den overordnede metode, om den er deduktiv eller induktiv, CL-baseret, læringsstils- eller bevægelsesorienteret, der virker, men mere måden den udføres på. En engageret lærer, der brænder for det, han/hun underviser i, er langt mere motiverende og læringsfremmende end en eller anden fancy og nytænkende læringsmetode.
Så hvis du er ny eller kommende lærer og sidder og læser mit indlæg og spekulerer over, om min pointe i indlægget så er, at du skal skrotte al din nyerhvervede teoretiske viden fra seminariet, er svaret NEJ. Det skal du naturligvis ikke. Du skal bare love mig, at du ikke stopper med at synes, at dit fag er fedt, for så tror jeg faktisk ikke, at det kan gå helt galt.
Sådan får du dine elever til at elske grammatik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.