Rundkredspædagogik virker

I over 20 år har jeg som klasselærer arbejdet intenst med elevers demokratiske udviklingsproces. Jeg har forsøgt at give dem medbestemmelse og medansvar for fællesskabet i klassen og den daglige undervisning.

Gennem det arbejde har jeg set elever udvikle deres sociale kompetencer. Det har været en stor og god oplevelse for mig, men især betydningsfuldt for de elever, der har særlig svært ved at finde ind i fællesskabet i deres klasse i folkeskolen. Og alle elever får erfaringer med at løse problemer i fællesskab.

I dag oplever lærere og ledere store udfordringer med opdragelsen af elever på det sociale område. Mange har svært ved at omgås hinanden på en ordentlig måde, mobningen trives, og elever mangler tryghed. Mange forældre har ikke tid nok sammen med deres børn, og børn er gjort til verdens centrum og forventer, at alt skal dreje sig om dem. Mange børn mangler menneskelig omsorg og kontakt, og meget af deres kommunikation med omverdenen foregår gennem mobiltelefon og computer.

Derfor er det særdeles vigtigt, at vi i folkeskolen påtager os den rolle at give eleverne den opdragelse og omsorg, som er nødvendig for, at de kan blive hele mennesker. Vi kan ikke længere nøjes med at henvise til, at det er forældrenes ansvar at opdrage deres egne børn. For mange af dem kan ikke.

Men hvilken vej skal vi gå? Min erfaring siger mig, at midlet kan være en demokratisk læreproces, hvor vi giver eleverne medbestemmelse og medansvar.

I den demokratiske læreproces er lærerpersonligheden vigtig. Kommer du glad ind i klassen? Har du forventninger til eleverne? Kan de mærke, at du er interesseret i dem som menneske? Eller gælder det bare om at få undervisningen overstået? Eleverne mærker det, vi bliver »afkodet« med det samme.

Et eksempel:

Der har været store problemer i 3. klasse, og det viser sig specielt efter frikvartererne. Når eleverne kommer ind, er de meget uenige og urolige. Dér er det vigtigt, at læreren er ankommet; man skal være synlig fra starten.

Eleverne skal også vide, at de altid straks skal sætte sig på deres pladser efter et frikvarter, så timen kan gå i gang med det samme. Hvis de problemer, de henter med ind fra frikvarteret, er store og dominerende, er det nødvendigt at løse dem, før den faglige undervisning kan gå i gang.

I klassen har eleverne en ugentlig arbejdsfordeling med opgaver, der skal udføres. Det kan for eksempel være at tørre tavle, at vande blomster, feje gulv, tørre borde, være ordstyrer, at give akvariefiskene mad og at være mødesekretær. Eleverne rokerer ugentlig mellem opgaverne, og der skal helst være opgaver til alle.

En af opgaverne er at være ordstyrer. Det hverv bruges specielt i en time ugentligt, hvor der bliver talt om etiske og moralske spørgsmål. Men hvis der er frikvartersproblemer, kan klassen også hurtigt sætte sig i en rundkreds. Også her bruges ordstyreren.

Eleverne sætter ordstyrerhvervet meget højt. Det er spændende at være den, der giver ordet til kammeraterne, og den, der sørger for, at alle er stille og koncentrerede om at løse et problem. Læreren rækker også hånden op og skal i det hele taget være meget lyttende over for elevernes fortællinger, så man på den måde kan sørge for, at hele problemet kommer åbent frem.

Og hvordan kan en sådan situation så bruges positivt? Det er vigtigt, at alle elever er aktive på rundkredsmødet, og så skal læreren huske, at det ikke drejer sig om at finde en, der er skyldig. Det er ikke en domstol, men en fælles samtale, hvor eleverne forsøger at diskutere sig ind på en ny og bedre vej. Situationen må ikke opfattes som et nederlag, men som en læreproces, hvor vi alle kan blive klogere.

Til sidst skal ordstyreren komme med en konklusion, og her må læreren i begyndelsen hjælpe med at formulere den. Det er vigtigt, at konklusionen hentes ud af den fælles samtale. Der må ikke manipuleres, for også det afkodes med det samme.

Metoden kan bruges på alle klassetrin helt fra børnehaveklassen til 9. klasse, og meget tidligt kan man også indføre et sekretærhverv, så en elev skriver alle beslutninger og konklusioner ned i en bog.

Metoden er enkel. Og den virker. Men den kræver engagement og arbejdsglæde. Og konsekvens over for de fælles beslutninger.