Rummeligheden rumler

I udelthedens univers er rummelighed en anden måde at udtrykke lighedskravets ensgørende effekt på. Rummelighed må derfor a priori opfattes positivt. I Folkeskolen nummer 23 demonstrerer undervisningsminister Ulla Tørnæs denne kunstart til fuldkommenhed i en sådan grad, at selv DLF lader sig vildføre. Som politiker ønsker hun besparelser frem for alt. Og det er der ikke noget unaturligt i. Kunsten består i at få de undervisningsforringende besparelser til at ligne progressivitetens uddannelseslandvindinger. Og den øvelse klarer ministeren vist ganske godt. I virkelighedens grå verden forårsager besparelser jo altid forringelser. Sådan som når specialundervisningen spares væk i en os af nok så falske børnevenlige begrundelser. Og derfor vender ministeren bare det hele 180 grader. Ved at spare specialundervisningen væk fjerner man en børnemishandlende kræftknude, der hidtil har forhindret rummeligheden i at udfolde sig. Nu kan svage elever ikke længere få specialundervisning. Nu skal de rummes i den almindelige undervisning i de almindelige klasser, der nu bliver så udelte, at det kommer til at gøre hvinende ondt. Men hvad sker der så med undervisningen. Jo, man skal såmænd »bare« rammestyre effektivt, siger ministeren. Og det lyder da både nemt og rigtigt. Og så skal lærerne vise økonomisk ansvarlighed frem for at køre i den traditionelle, forslidte børneomsorg, der jo ikke er andet end løbsk ødselhed. Og ministerens emsige udvalgssoldater supplerer beredvilligt: Man skal bare give skolerne økonomiske tommelskruer på. Så går det hele af sig selv. Og så har skolerne af hensyn til tvivlerne ladet seks kommuner vurdere de samme ti ansøgninger til specialundervisning. Og tænk. De vurderede dem helt forskelligt. Ergo er specialundervisning den rene svindel. Her er det, at DLF godt kunne have gennemskuet det useriøse i at foranstalte en så pjattet og usaglig vurdering af børns behov.