Rør hinanden – med et blik, et nik og en gambit

Tænk, at vi med sproget kan røre hinanden – helt uden berøring: Det velvalgte ord kombineret med et intenst blik kan gå lige ind, så vi føler os set og hørt; afstande bliver ophævet, og vi er sammen. Mange har de sidste par måneder fået særligt øje for denne kvalitet i samtalen. ”Man kan meget over zoom, men det er nu en gang ikke det samme som, når vi er sammen,” er en standardbemærkning, når Corona-tiden skal evalueres. Fraværet har synliggjort alt det, som vi tidligere ikke rigtig lagde mærke til: De små spørgende blikke, det lille bekræftende nik, eller gambitterne, som er de små lyde vi bruger, når vi regulerer talestrømmene mellem os og siger øh, nåh, tja…

Alt dette er også noget, man som lærer kan og bør arbejde bevidst og målrettet med. Stemmen er lærerens vigtigste redskab, og til den hører også vores brug af gestik, mimik, øjenkontakt og gambitter. Derfor gav det mening, at der en gang var retorikundervisning til alle kommende lærere. I dag er det primært de danskstuderende, der for alvor får undervisning i disse vigtige dele af lærerens arbejde. De andre studerende tilbydes et kursus, som desværre er alt for småt – både i omfang og antal studerende, der vælger det.

I dansk står der til gengæld tit mundtlighed på programmet, og her handler det altså ikke bare om, hvad der bliver sagt, men også måden det bliver sagt på – verbalt og kropsligt. Det handler om, hvad vi siger med kroppen, fx at vi læner os lidt frem, når vi gerne vil have ordet, eller at vi giver det videre ved at kigge på den anden. Det er alt sammen elementer, som er helt væk på den flade skærm, og som rigtig mange af os har savnet. For når vi deler rum med hinanden, taler kroppen med. På den måde er der rigtig meget krop i danskfaget.

Da professionshøjskolerne i maj fik lov til at åbne for prøver med tilstedeværelse i nogle redskabsfag, var det fag som musik, idræt, billedkunst, der stod forrest. Rationalet var at disse fag var særligt afhængige af, at studerende og undervisere var fysisk til stede. Der skulle jo spilles, hoppes og vises kunstværker frem. Det var en fornuftig prioritering.

Men når vi kigger fremad mod et nyt studieår, hvor alt tyder på, at en større del af undervisningen skal være virtuel, er det vigtigt at huske, at dansk også er et kropsfag. Så når de (måske sparsomme) skemapositioner, hvor underviser og studerende kan være sammen, skal fordeles, er det vigtigt at huske, at arbejdet med lærerens sprog i dansk også er et redskabsfag, hvor samværet i det fysiske rum er afgørende.