Ris eller ros?

Den meget omtalte »Skideballesag« fra Ejerslykkeskolen har delt befolkningen.

Et flertal mener, at de muslimske drenge udviser dårlig opførsel på grund af manglende opdragelse og deres religiøse og kulturelle baggrund. Problemet løses ved, at skolen indfører mere disciplin, nultolerance, bedre sanktionsmuligheder og strengere straffe. Andre mener, at der altid har været »problembørn« i folkeskolen, og at vi løser problemerne forkert. Følelsen af manglende kærlighed og accept er årsagen til problemet. Jeg hører til dette mindretal.

Min erfaring er, at alle børn begynder deres skolegang med store forventninger til skolen og lærerne. Hvis de så opdager, at de ikke er lige så dygtige som deres kammerater og ikke kan leve op til forventningerne, mister de deres selvværdsfølelse. Hvis læreren så siger, at her i skolen er det ligegyldigt, om man er dygtig eller ej, blot man gør sig umage, og derefter kærligt tager sig af barnet, bliver det ikke til et problembarn. Men hvis barnet føler sig ekskluderet, har vi et problem. Trods og modstand bliver følgen.

Skolens opgave er derfor at indgive problembørnene selvværdsfølelse. Lærerne skal møde dem uden fordomme og negative forventninger. De skal sørge for, at de føler sig inkluderet og accepteret, sådan som de er, og især at de får ros. Ros får børn til at gro. Kærlig tilrettevisning er nødvendig, men udskældning, hvor man indgiver dem selvhad, får dem til at visne.

Frygtpædagogik kan måske hjælpe de voksne, men ikke børnene. Børn, der føler sig værdsat, giver ikke problemer.