Rige forældre på vej til at ødelægge heldagsillusionen

Fanfaren over den illusionære heldagsskole har hele tiden lydt fra statsministeren og fra børneministeren. I heldagsskolen skal ”alle blive så dygtige, som de kan blive”. Det kan kun betyde, at de bogligt svage ikke længere skal sidde i de infernalsk larmende og kaotisk indrettede udelte klasser gå glip af en masse undervisningen, som læreren er nødt til at rette mod andre elever end mod disse svage elever.. Og det kan kun betyde, at de bogligt dygtige ikke længere skal sidde og spilde deres tid i de samme udelte støjbefordrende klasser, medens læreren er nødt til at samle sin undervisning omkring de bogligt svage. Hvis der skal være mening i at tale om, at alle skal blive så dygtige som muligt, skal bogligt svage som dygtige nødvendigvis undervises hver for sig i en elevdelt skole. Men det skal bogligt svage og dygtige netop ikke. Alle skal fortsætte tilværelsen i trædemøllen. Helst til evig tid. Men det kan kun betyde, at den ministerielle fanfare ikke skal betyde noget ud over dens rene tomme propagandaværdi.

Og så melder prof. Niels Egelund sig på banen med en tydelig bekræftelse på, at meningen med heldagsskolen slet ikke er at dygtiggøre nogen som helst. Tværtimod er meningen med skolen – og altså også med misfosteret heldagsskolen – at opgaven for skolen fortsat skal være at holde de dygtige så langt nede mod middelmådighedsniveauet, som en skole vel kan magte sådan noget. Og hvorfor skal de dygtige på den måde tværes uddannelsesmæssigt ud. Det skal de, for at politikerne kan sidde og glæde sig over, at det er lykkedes for dem at ”bryde den negative sociale arv”. For at bryde den negative sociale arv er nemlig hele det danske skolevæsens egentlig mission. At dette så skal gøres ved at kvæle de dygtige i klasserne, er aldeles ligegyldigt. De dygtige er den befolkningsgruppe, som skal ofres for at retfærdighedens kan ske fyldest for de svage, som så meget gerne skulle drages op i nærheden af den samlende middelmådighed.

Og hvordan kan man nu vide, at det virkelig er meningen, at det er de dygtige, der skal ofres. Jo, den mening har prof. Niels Egelund nemlig løftet sløret for. Egelund har nemlig opdaget, at noget ganske forfærdeligt er i gærde. Der er opstået noget, som kalde for ”privat lektiehjælp”. Og den består i at bemidlede forældre – og i skoledebatten er det altid forældre, der højt uddannede – på den mest forkastelige og uetiske vis er begyndt at hyre privat lektiehjælp til deres børn, der i samme skoledebat altid er de bogligt dygtige. Og betyder det så ikke, at de velhavendes og veluddannedes modbydelige unger ender med at blive meget dygtigere, end den pædagogiske ekspertise og politikerne havde planlagt med, at disse anomaliteter skulle blive.

Hvor bliver ensgørelsen og udjævningen af de socialt betingede forskelle af, hvis forældre sådan bare kan sabotere alle de ideologiske rettroendes ædle kamp mod de riges velbegavede børn? Hvordan skal den arme folkeskole dog kunne få held til at fortsætte sin årelange kamp med at tromle alle disse velbegavede børn ned på middelmådighedsniveauet, hvis sådanne børns fæle kapitalistforældre bare sådan uden videre i større og større omfang kan få lov til at købe privat lektiehjælp til deres børn? Så ender sådan børn jo med at bliver endnu dygtigere end den offentlige skolekarikatur har været indrettet til at udvirke. Og hvor bliver den sociale udligning så af?

Og hvad er så meningen med heldagsskolen, hvis den på den ene side som udelt skole, trods alle falbelader og forrykte nyskabelser ikke magter at hæve det faglige niveau og på den anden side ej heller magter at udfylde sin egentlige rolle, nemlig at bryde den negative sociale arv ved gennemførelsen af en systematisk fordummelse af alle de forkerte bogligt dygtige abnormiteter.

For når børneministeren proklamerer, at ”alle børn i heldagsskolen skal blive så dygtige, som de kan blive”, så er meningen slet ikke, at ”alle børn skal blive så dygtige, som de kan blive”, men at alle børn skal presses ned på et middelmdighedsniveau, hvor alle synlige virkninger af den negative sociale arv svinder ind. Og så sidder der nogle velhavende og veluddannede forældre og ødelægger det hele ved at købe privat lektiehjælp til deres forkælede børn.

Hvorfor kan rige og veluddannede forældre dog ikke snart lære af ren solidaritet med de svage at være lige så ligeglade med deres egne børns uddannelser som politikerne og den pædagogiske ekspertise er og hele tiden har været?