Retningslinjer er på plads – men hvad med psyken?

Så kom dagen omsider mange elever har talt ned til og set frem til med forventningsfulde blikke – første skoledag efter sommerferien. Men selvom alt, fra en udefrakommendes perspektiv, øjensynligt ser ud som det altid har gjort, er alting langt fra som det plejer at være. Skoledagen er fortsat markant anderledes efter Coronapandemien ramte Danmark og sendte store dele af landet i hjemmekarantæne, herunder de danske folkeskoler. Håndsprit og afstand er stadig i højsædet, og alle er opmærksomme på at overholde retningslinjerne efter bedste evne. Alle hjælper hinanden og på gangene påtales det straks, hvis elever eller andre har glemt håndspritten eller hvis afstanden ikke har været efter forskrifterne. Undervisningen er ligeledes som den plejer, med undtagelse af bl.a. afstanden mellem eleverne samt gruppearbejdet, da retningslinjerne gør, at det er bedst at være på den sikre side og arbejde alene. Selvfølgelig kan der fremtrylles alternative metoder at arbejde sammen på, herunder f.eks. siddende ved hvert sit enmandsbord og derfra kommunikere med sidemanden og hermed stadig have følelsen af at være fælles om noget. Lige præcis ”fællesskabet” er et signifikant element i hele denne pandemi, hvor omdrejningspunktet er en virus, hvis smitte i værste fald kan være fatal. Dette markante fokus på retningslinjerne for håndhygiejne samt afstand er af signifikant karakter, da netop disse er med til at sikre, at vi undgår yderligere smittetilfælde og dermed forhindrer virussen i at brede sig. Uden fællesskabet kan vi risikere, at elever føler sig alene, udstødt, anderledes. Men er der ikke noget vi har glemt at tale om i forbindelse med hele denne Coronatid – de ydre retningslinjer er for længst på plads, men hvad med de indre? Hvad med samtalen om, hvilke følelser hele denne hjemmeisolation kan have udløst og hvordan de følelser er blevet bearbejdet? De elever, hvis nærmeste familie er i risikogruppen og de derfor har skåret ned på alt hvad der hedder legeaftaler? De elever der skal tage bussen iført mundbind hver morgen for at komme i skole, da det nu er blevet dem påbudt? De elever i udskolingen og til dels også på mellemtrinnet, der, af frygt for at blive stigmatiseret og udstødt af deres sociale omgangsgrupper, vælger ikke at ytre sig om deres frygt for at blive smittet og følelse af ensomhed, og i stedet lader som om, at smittefaren er ikke eksisterende og den indre psyke er i balance? Har vi haft så stort et fokus på håndsprit og afstand, at vi har glemt den indre dimension?

I min optik er det vigtigt, at vi netop får den samtale med eleverne om, at det er okay at have haft og stadig har følelsen af ensomhed, længslen efter socialt samvær som før i tiden, frygten for at blive smittet og alle de tanker der kan opstå ifm. hele denne omvæltning.

Om vi vil det eller ej, så har Coronapandemien sat nye grænser for, hvordan vi omgåes hinanden socialt, hvilket er vigtigt at få talt om i klasserne landet over. Vi skal som videreformidlere og forbilleder ligeledes skabe en konsensus om, at disse følelser som ensomhed og frustration er okay at have. Netop dét at vi går i dialog om dette, kan i sidste ende føre til, at eleverne ligeledes sætter ord på egne følelser og oplevelser i denne, til tider, kaotiske tid.

Dette skal ikke ses som et generaliserende postulat om, at ingen lærere taler med eleverne om, hvilke følelser Coronapandemien kan have frembragt. Det skal nærmere bestemt ses som en opfordring til, at vi alle både får talt om den ydre- og indre dimension.