Resultaterne tæller

Svar til Per Rye (Folkeskolen nummer 13): Det er resultaterne, der tæller. Også for skole-, uddannelses- og erhvervsvejledere. Når der i de sidste 20-30 år er bevilliget flere og flere midler til vejledning af børn og unge, skyldes det ikke primært, at alle unge har et legitimt krav på vejledning. Det tæller, men de bevilligende myndigheder vil af gode grunde se resultater. Dem kniber det med at levere. Der er fortsat alt for mange, der ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse ud over folkeskolen. Det er fortsat mere end hver tiende. Der er stadig alt for mange unge, der efter folkeskolen skifter rundt mellem ungdomsuddannelserne. Det drejer sig om cirka 10.000 hvert år. Det er alt for meget spild, og det er noget, der virkelig kan ses, når samfundsproduktionen skal gøres op. Mindst lige så alvorligt er det, at alt for mange får et dårligt liv ved at have for lidt og for ringe uddannelse.

Det er baggrunden for, at jeg i en lille kommentar dristede mig til at foreslå, at man i langt højere grad målrettede vejledningsindsatsen mod dem, der har en dårlig prognose. Jeg føler mig helt overbevist om, at man i folkeskolen har en klar fornemmelse af, hvem det handler om. Hvis ikke, så er der noget helt galt. Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste vil klare sig udmærket videre i uddannelsessystemet og livet uden hjælp fra vejledere. Så svært er det heller ikke, hvis baglandet i øvrigt er i orden.

I min kommentar i Politiken tillod jeg mig endvidere at kritisere den såkaldte 'Uddannelsesplan', som de 50.000 elever i 9-10. klasse skal udfylde sammen med deres forældre. Det er et eksempel på, at handleplaner er livet og lyset. Man bruger dem alle steder. Når børn skal tvangsfjernes, når arbejdsløse skal aktiveres, over for folk på bistand. Og nu også over for elever i afgangsklasserne. Ofte mere bureaukrati end handling. Handleplaner kan bruges som redskab, men at udbrede det til alle er ikke hensigtsmæssigt.

I Uddannelsesplanen skal man besvare spørgsmål som: 'Min plan for de næste fem år'. Her er der afsat plads til, at man besvarer spørgsmål meget omhyggeligt. Man beder om svar måned for måned i de næste fem år. Der er således rig mulighed for at tage stilling til, om man for eksempel efter gymnasiet vil holde ingen, et eller to sabbatår. Hvorfor dog det? Havde man spurgt mig, da jeg gik i 4. mellem, havde jeg ikke anet, hvad jeg skulle svare. Gymnasiet skulle da overstås først.

Derfor er min appel at målrette indsatsen. Brug handleplaner for dem med den dårligste prognose.

Jakob Lange

kontorchef Studieadministrationen Københavns Universitet