Reminiscenser fra en konference

Hvor den personalepolitiske leg ikke helt uvæsentligt bør suppleres med skole- og uddannelsespolitiske konsekvenser.

Konsekvensen for videnssamfundet: Skolen skal som attraktiv arbejdsplads for såvel lærere som børn kunne tiltrække fagligt kompetent arbejdskraft med evner til at videreformidle vidensmængder. Eleverne skal animeres og motiveres til at søge viden i den udstrækning, deres evner rækker. Skolen skal som delt skole kunne tilgodese disse krav. I tilgift udvikles de sociale, medmenneskelige kompetencer, der med respekt for individet og samfundet må anses for hensigtsmæssige for hver enkelt og for fællesskabet.

Konsekvensen for drømmesamfundet: Vidensformidlingen er her blevet en biting, der for skams skyld bør tåles i al overbærenhed. Oplevelser, omsorg, samhørighed, fantasi, leg med meget mere er ikke længere afledte funktioner, men blevet en primærsatsning i skolen, der derfor uvægerligt ender i en selvbeskuende, navleorienteret, floskeldyrkende behandlerterapi, som pubertetens frigørelsesoprør på et tidspunkt må gøre op med. Skolen gøres til et tempel for individopløsende fællesskabsdyrkelse, hvor børn spises af med, hvad den elektroniske informationsmængde lader falde af i tilfældige byger. Viden er en ligegyldig sjældenhed. Informationer er ligegyldige. Men adgangen til informationerne er essentiel. Informationer bearbejdes med fantasi i stedet for med indarbejdet viden. Dagsordenens vigtigste punkt er punktet diverse, hvor alt kan trækkes frem for atter at blive glemt. Drømmesamfundet er dekadencens march mod enden.

Ergo, vi arbejder os som drømmefanatikere støt og trygt hen mod det salige, drømmeagtige tornerosesamfund.

Vagn Madsen

Brønderslev