Remas p-plads må ikke blive erstatning for fritidsklubben

Klokken slår 14, og skoledagen er endelig forbi. Nu er det tid til at mødes med vennerne fra klassen og nogle af dem indefra parallelklassen. Men der er ét problem: Der er ingen steder at tage hen. Den lokale fritidsklub er lukket, og den nærmeste ligger fem kilometer væk.

I efterårets silende regn, med cyklen som eneste transportmiddel, når de færreste hele vejen op til den “lokale” fritidsklub. I stedet har den lokale PureGym overtaget rollen som mødested – stedet, hvor man reelt kan ses med venner uden for skolens mure. Det lyder godt, men er det ikke.

PureGym er ikke bemandet med voksne, der skaber inkluderende fællesskaber eller planlægger aktiviteter for alle.  Og så kræver det et adgangskort for at komme ind. Resultatet? De elever, der ikke har interesse for – eller råd til – et fitnessabonnement, bliver stående uden alternativer. For dem ender mødestedet ofte som busskuret eller parkeringspladsen foran Rema 1000.

Selvom alt det her lyder trist, er der også en god nyhed: Mattias Tesfaye har sat fokus på fritidsområdet. Til sommerens Sorø-møde fik han understreget, at fritidslivet måske er lige så vigtigt som skolelivet.

Busskurets fællesskab

Derudover har de nye byråd sat sig i stolene efter kommunalvalget. Jeg synes, at de har alletiders chance for at lytte til Tesfayes opfordring til at prioritere vores fritidspædagogik økonomisk, så vi kan få fritidsklubber med fritidspædagoger nok.

Langt de fleste steder vil det lande på et ret tørt sted, der længe har været i knæ og bedt om de penge. Penge, der kunne bruges på at skabe langt mere attraktive fritidstilbud: Steder, hvor der igen er råd til limpistoler og crepepapir på krea-værkstederne, hvor slidte fodboldbolde kan skiftes ud, og turene ud af huset genopstår. Penge, der kan sikre, at elever – uanset om de kommer fra København eller Lolland – har et fritidstilbud tæt på.

De seneste års nedskæringer på fritidsområdet har ramt hårdt. Fritidsklubber er blevet lagt sammen, lukket eller udsultet økonomisk, så de ikke længere kan tilbyde attraktive tilbud.

Det er ikke bare trist – det fratager eleverne muligheden for at være en del af trygge og forpligtende fællesskaber med voksne, der ser dem, spørger til, hvorfor de ikke dukkede op i tirsdags, og møder dem med oprigtig interesse og forventning.

Mange steder er fritidstilbuddet så dyrt, at mange elever, på trods af at fritidsklubberne eksisterer, aldrig kommer ind ad døren. Det må vi ikke lade ske. Fritidstilbud skal være for alle. Uanset om man er murerens søn eller direktørens datter, skal man opleve det forpligtende fællesskab. Og pengene på ens forældres bankkonto – eller manglen på samme – må ikke afgøre, om ens fritidsliv ender i busskuret eller i et stærkt fællesskab.

Derfor er det nu tid til, at I nyvalgte kommunalpolitikere, følger op på Tesfayes lovprisning af fritidslivet. I skylder os at prioritere, at alle unge i jeres kommune har et sted at være – med voksne, der vil os, stærke fællesskaber og et sted, hvor der ikke skal præsteres, men hvor der er tryghed. Et sted, der skal byde på mere end, hvad Remas parkeringsplads eller PureGym gør. Et sted, der skal sikre, at ingen, når klokken har ringet ud, bliver efterladt til busskurets fællesskab.