Regnskov og pædagogik

Hvorfor kaldes der i så udpræget grad på glæden, roen, nærværet og det enkle i denne tid? I Sydamerika er der tørke og alvorlig vandmangel i visse af de store byer. Amazonas er fældet i så stor en udstrækning, at der ikke mere skabes de naturlige dampe med vand og tropisk regn til følge. Og når det ikke regner, ja så er der ikke noget vand. Hvorfor overhovedet nævne denne omstændighed i en pædagogisk sammenhæng? Måske kan det tjene som metafor for noget af det, der sker i det pædagogiske felt.

Der hentes ekspertice ind, støttesystemerne og indsatser optimeres, og der er mere og mere brug for hjælp. Fordi der er flere og flere børn og voksne, der bøvler med hinanden og sig selv i familierne, i institutionerne, i skolerne og på arbejdspladserne. Men går man tilbage til kilden, hvad er så problemet? Måske at der er for lidt glæde og ro i samværet generelt? Kan det virkelig udtrykkes så enkelt?

Og her kommer metaforen ind: Der er fældet for mange træer. Alle har vidst det igennem længere tid, ingen har gjort tilstrækkeligt. Måske har vi også vidst i for lang tid, at behovet for hjælp udefra har været for massivt. Måske har vi ikke i tilstrækkelig grad vendt blikket mod den helt nære virkelighed, i denne sammenhæng mellem fagprofessionelle og børnene.

Vi skal være mere sammen med børnene. Sådan formuleres det af nogle. Flere varme hænder, siger andre. Det kan lyde så enkelt. Lige så enkelt som at holde op med at fælde træer eller skynde sig at plante millioner af nye træer. Men så enkelt er det ikke nødvendigvis.

Derfor bliver fokus på det mindste initiativ afgørende. Ikke at miste modet, men tværtimod at blive ved med at tilføre miljøerne den viden og inspiration, der er tilgængelig. Regnskoven og pædagogikken er tæt forbundet.