Regeringen er garanteret klar med et indgreb

Det står i Politiken. Så det er ganske vist. I de senest forløbne ca. 25 år har skiftende regeringer og KL med Finansministeriets embedsværk som idebank rumlet med fordækte planer om at komme lærernes arbejdstidsregler til livs.Det vil altså sige, at i hvert fald i al den tid – 25 år – hvor planerne om at gennemføre historiens størst uddannelsesforringelse på folkeskoleplan har hærget landet, har man bag Finansministeriets tykke murene rumlet med planer om et angreb på arbejdstidsreglerne. Hvis der ellers skulle vær nogen, der stadig tror, at det er noget, som den nuværende regeringen og KL's bemanding har fundet på her for nylig. I 25 år har man luret på en lejlighed til at slå til. Man har blot ikke haft anledningen. I 1993 indførte man danmarkshistoriens mest undervisnings- og uddannelsesumulige skolekarikatur. Og dette arrangerede tilbageslag for elevernes læring og for lærernes arbejdsforhold var jo ikke lige den mest naturlige anledning til at nedtone forberedelsestiden. Så planerne måtte en tur i mølposen. Man kunne selvfølgelig have valgt at genindføre en rigtig undervisende og fagligt uddannelse folkeskole og i forlængelse heraf kræve reduktion af forberedelsestiden. Men sådan valgte man ikke. Ingen politikere var og ingen politikere er stadig villig til at aflæse folkeskolens katastrofalt ringe skoleresultater som et tegn på, at folkeskolen er indrettet på at vedligeholde de dårligst tænkelige resultater. Nej. I stedet for har man gennem årene produceret alenlange nødløsninger, der alle skulle løfte det, som skolen er indrettet på at sænke.

Man fandt på at angribe skolens boglighed, fordi man havde placeret alle de bogligt svage i klasserne sammen med de dygtige. De dygtige udraderede man til formålet af al pædagogisk tænkning for så meget mere at kunne indrette skolen efter de svage, mente man. Og man vandt gehør på politisk plan for at gøre skolen mere praktisk. Meget mere praktisk. At der så sad elever, for hvem bogligheden var en naturlig indgang til læring, var man fløjtende ligeglad med. Så praktisk skulle skole være, at man rumlede med ideer om, at al indlært viden skulle have umiddelbar anvendelighed i dagligdagen. Og meget andet af samme fortvivlede skuffe.

Men så en dag fandt børneminister Christine Antorini på den ide, som hele angrebet på lærerne kunne funderes på: Heldagsskolen. Ministeren hæftede nyskabelse op på to enkle ord. Spændende og anderledes. Mere var ikke nødvendigt for at få plimsolleren søsat. Lige meget, hvad og hvor meget eleverne får lært eller ikke får lært, så skal det fra nu af være spændende og i hvert fald anderledes. Og den hoppede ikke så få på. Og så skulle der bruges flere timer på dagen, selv om meget tid også skulle gå med en masse mere hoppen og springen rundt, end børn nogensinde har haft brug for for at kunne sidde i en skole og lære noget for alvor. Men man sagde bare, at sådan noget havde børnene hårdt brug for. Og så var den klaret. Og da verden samtidig var røget ind i en helt vidunderlig finanskrise, som man lykkeligvis ikke lige kunne se en ende på, ja så var der ikke rigtigt penge til de ekstra timer. Og så kunne man endelig slå til.

Efter 25 år i venteposition, kunne man endelig slå til. Og da ingen i Finansministeriet eller i regeringen eller i KL kunne forstille sig, at lærerne ville gå med til en så afgørende forringelse af forberedelsestiden i en skole, der mildt sagt ikke var blevet nemmere at undervise i, så gjorde man allerede fra første færd lockout-våbnet klar. For nu skulle lærerne ned med nakken. NU, endelig efter 25 år venten.

Og man kan selvfølgelig være stensikker på, at Finansministeriet, regeringen og KL for længst har drøftet og planlagt et regeringsindgreb. Sandsynligvis har man oven i købet udarbejdet flere af slagsen, så man i hvert fald har et indgreb, der er brugeligt den dag, hvor der bliver brug for sådan et. Man er simpelt hen nødt til at have sådanne indgreb klar. Man kan ikke forestille sig, at der ikke ligger et eller flere regeringsindgreb klar et sted i papirdyngen på finansministerens bord.

Corydon afviser selvfølgelig, at der overhovedet eksisterer et færdigt udarbejdet indgreb. Corydon siger afværgende, at det jo ikke er regeringen, men Folketinget, der skal beslutte, om der, og hvordan der, skal gribes ind. Dette er imidlertid ikke helt rigtigt. Det er altså et folketingsflertal, der skal beslutte. Og regeringen har vel endnu et sådant flertal til sin rådighed.