Reformens paradokser bliver lærerens dilemma

Problemet med reformen er ikke kun det hav af løse ender og selvfortolkninger, der skal til for at omsætte reformtankerne til virkelighedens verden. De centralt fastsatte mål, der medfører nye standardiseringer vil med tiden underminere respekten for den professionelle viden. Underfinansieringen, der medfører for mange opgaver til for få ressourcer, og dermed faldende kvalitet i undervisning og opgaveløsningen er også dybt problematisk, men lige så alvorlig er reformens modsatrettede krav. Det ses tydeligt, at reformen er et kompromis mellem Forligskredsens parter, hvor alle tilsyneladende har fået deres krav opfyldt. Det gør desværre også, at den indeholder så modsatrettet indhold, at det på sigt bliver nærmest umuligt for lærere, pædagoger og ledere at navigere i disse paradokser. Jeg har udvalgt fire af dilemmaerne.

Højere faglighed for den enkelte elev eller inklusion i fællesskabet?

Reformen fra 2013 er kendetegnet ved de 4 nationale mål. Regeringen og KL indgik i foråret 2012 en aftale om inklusion, der har som målsætning, at 96 procent af eleverne i folkeskolen i 2015 skal inkluderes i den almindelige undervisning. Her er det op til kommunerne at fastsætte de politiske mål. Hvordan skal nationale mål om højere faglighed og kommunale mål om inklusion gå hånd i hånd?

Det er selvmodsigende og vil kræve, at lærere, pædagoger og ledere konstant skal tage stilling til, hvorvidt det er vigtigst at inkludere eller have fokus på fagligheden. Når vi taler om inklusion, nævnes fællesskabets betydning som vigtigste årsag til, vi kan inkludere, – men når vi taler faglighed, så skal der fremover være hovedfokus på den enkelte elevs individuelle læringsmål. Hvordan kan man både have fokus på arbejdet med den enkeltes elevs læringsmål i fagene samtidig med at fællesskabet sættes i centrum for at kunne lykkes med inklusionen?

Faglige mål uden planlægning?

Lærere og pædagoger skal samarbejde om fastlæggelse af målene. Læreren har fortsat ansvar for målfastsættelsen og for at sikre de faglige mål, men den nye understøttende undervisning, der skal understøtte den fagdelte undervisning kan udføres af andre faggrupper.

Det kræver tid at planlægge undervisning mellem faggrupper, hvis der skal skabes meningsfulde forløb, hvor den fagdelte og understøttende undervisning komplementerer hinanden. Dette kræver et øget samarbejde som nævnt i reformteksten, men hvornår og i hvilket omfang? De fleste lærere får mindre forberedelsestid, når de skal undervise mere. Hertil får læreren det faglige ansvar for, hvad andre faggrupper udfører af undervisning, hvor læreren ikke selv er til stede. Det er selvfølgelig skolelederens ansvar at sikre, at både lærere og pædagoger har de faglige kompetencer, der skal til for at varetage undervisningsopgaverne, men hvad sker der i praksis på skolerne, hvis der ikke er rammer og betingelser for at mødes. Den manglende planlægning og koordinering vil i mange tilfælde forhindre meningsfulde forløb for eleverne.

Teamsamarbejde eller fokus på linjefag?

Kravet om undervisningskompetence (linjefagsdækning) for lærerne vil på sigt medføre, at den enkelte lærer skal undervise i sine linjefag, men hvad gør det ved teamdannelse omkring klasser? Der har de seneste 10 år været arbejdet intenst med udvikling af teams, og teamsamarbejdet er udråbt til at være den nye problemknuser i skolen, der løser alt fra administrative opgaver til fællesforberedelse og til læringsmål for eleverne. I dag er stort set al organisering på skolerne teambaseret, for at skabe sammenhænge og relationer omkring klasser og fag, – især af hensyn til inklusionsopgaven. Når lærerne i 2020 kun skal undervise i deres linjefag, kan det blive på bekostning af teamdannelsen. Det er svært at finde ud af, om lærere enten skal være faglærere eller om de skal arbejde i teams omkring klasser og årgange. At kompetencemilliarden overhovedet ikke forslår, er en ganske anden sag!

Enhedsskole og niveaudeling?

Holddannelse er blevet svaret på alle udfordringer i dag og holddannelsesreglerne lempes med reformen. Reglerne om, at minimum 50 % af undervisningen skal foregå i klassen er ophævet for 4. – 10. klassetrin. Med de nye holddannelsesregler øger man muligheden for mere niveaudeling i udskolingen, som ganske vist skal foretages på baggrund af en konkret pædagogisk begrundet vurdering.

Vi har fortsat en enhedsskole i Danmark, så hvordan passer niveaudeling af elever sammen med den udelte skole? Det skaber endnu et paradoks: skoler og lærere oplever ofte, at de er nødt til at holddele og/eller niveaudele for at tilfredsstille både elever og forældre – ikke mindst af hensyn til inklusionsopgaven.

Men hvordan passer det sammen med en reform, hvis formål er at bryde negativ sociale arv? En vigtig faktor til at bryde negativ social arv samt sikre social mobilitet er fortsat enhedsskolens klassefællesskab, og alligevel undergraves denne faktor og der indføres langt større muligheder for holddannelse og niveaudeling.

Der er mange flere paradokser, men det vil være for omfattende at nævne alle. Jeg tror, billedet er skitseret med ovennævnte eksempler. Al begyndelse er svær, og for tiden arbejdes der intenst af alle skolens parter, for at skabe så fornuftig skole som muligt for eleverne. Lad os håbe, at politikerne i Forligskredsen snart får mulighed for at se og forstå, hvad de har strikket sammen i reformen. For det er i sidste ende kun dem, der kan sørge for at paradokserne, der stritter voldsomt i hver sin retning, bliver afklaret og tilpasset, så den danske folkeskole kan finde ud af, hvor den skal hen.