Gensynet med den danske folkeskole har budt på både gode og mindre gode oplevelser. I Sverige var jeg vant til en klasse på 19 elever. I min nye klasse er vi 25 elever. I starten tænkte jeg ikke så meget over det, men så snart timen begyndte, kunne jeg mærke uroen i klassen. Med kun én lærer til 25 elever er det hverdagskost, at undervisningen bliver forstyrret af jokes og dårlige efterligninger af lærernes instrukser.
Selvom der er meget snak om, at den lange skoledag fratager os vores fritid, har jeg en anden oplevelse af mødet med den nye reform. For der gik ikke lang tid, før jeg lagde mærke til, at jeg havde meget fritid, selvom jeg gik mange timer i skole. For modsat min tid i Sverige får jeg stort set ingen lektier for, og de lektier, jeg får, når jeg normalt nemt i klassen. I starten var det meget rart, men efter lidt tid begyndte det bare at være irriterende. I Sverige var jeg vant til at lave en præsentation eller et essay næsten hver uge. Derfor spurgte jeg min lærer efter ekstraopgaver. Men de er også hurtigt blevet løst. Det er formentlig de færreste, der har det, som jeg, men jeg ville ønske, at det var muligt, at der for eksempel var en hjemmeside, der lå klar med opgaver, jeg kunne give mig i kast med.
Gensynet med den danske skole har dog også budt på gode oplevelser. Lærerne har mere frihed her til at gøre nye og anderledes ting. Det synes jeg er rigtigt godt. For lærerne kender elevernes behov og ved derfor, hvad der skal til for, at de kan koncentrere sig. På den måde får man flere elever med. Det, synes jeg, er rigtigt godt.
Spørger man mig, er reformen et skridt i den rigtige retning, men den er langt fra perfekt.
Reformen er et skridt i den rigtige retning – men langt fra nok
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.