Projektundervisning risikerer at blive et luftkastel

Når jeg følger skoledebatten, dukker en vidunderløsning på mange af skolens trivselsmæssige og faglige problemer ofte op: Projektbaseret undervisning. Blandt fortalerne er blandt andre Lotte Rod fra Radikale Venstre, Danske Skoleelever og forsker Louise Klinge – men også mange andre meningsdannere og skolefolk.

Det er som udgangspunkt dejligt, når politikere og andre meningsdannere ønsker at diskutere folkeskolen, men det bliver desværre ofte en forsimplet og til tider romantiseret fremstilling af skolens virkelighed.

Det gælder også fortalerne for den projektbaserede undervisning, som næsten får det til at lyde som den bedste vej til øget motivation og læring. De overser nemlig en helt central pointe: Børn er forskellige, og de lærer forskelligt.

Der er bestemt elever, for hvem projektbaseret læring får dem til at vokse og trives. Men der er også andre, der har mere brug for tydelige, kendte strukturer og tryghed i faste læringsformer for at kunne trives og udvikle sig.

Der er ikke uden grund, at klassisk faglig undervisning stadig udgør rygraden i det danske skolesystem. Det handler ikke om at være gammeldags eller om “industrisamfundets skole”, men om evidensbaseret pædagogik. Systematisk indsats med læsning og matematik, fælles drøftelser på klasseniveau, skriftlighed og repetition er metoder, der virker. Særligt for de børn, der kommer fra de mindst ressourcestærke hjem.

Næsten alt er godt i den rette sammenhæng og i de rette mængder, også projektbaseret læring. Det skal dog suppleres af de øvrige undervisningsformer. Projektarbejde stiller nemlig høje krav om selvstændighed, læsefærdigheder, samarbejdsevner og gerne en masse kritisk tænkning. Dermed bliver den projektbaserede læring først meningsgivende, når eleverne besidder flere af disse evner.

Forældre forveksler underholdning med motivation

Indfører vi projektbaseret læring som en pædagogisk strategi, uden at vi har det nødvendige faglige fundament, risikerer vi, at projekterne bliver overfladiske og uden faglig dybde.

Når fortalerne for projektbaseret undervisning lovpriser, hvordan den kan skabe motivation, kan det næsten komme til at lyde som om, at undervisningen skal være underholdende. Men skolen skal ikke være sjov og forsøge at konkurrere med hverken TikTok, gaming eller legepladsens sjov.

At forveksle underholdning med motivation virker som en udbredt misforståelse blandt forældre, børn og andre med interesse i skolen. Men motivation behøver ikke være lokkende og nysgerrig, men kan også opstå ved at kæmpe for at opnå noget eller mestre noget, der har været svært og udfordrende.

Luftkasteller

Det lyder smukt at ville vende skoledagen på hovedet og lave den spændende, varierede undervisning langt fra skærmene. Men i virkeligheden ude på landets folkeskoler, er der problemer, der skal løses, før vi kan nå derhen: Lærermangel, inklusionsudfordringer, tidspres og for få ressourcer. Projektundervisning kræver mere forberedelsestid, bedre fysiske rammer og lavere klassekvotienter – ellers bliver det hurtigt et luftkastel.

Hvis man vil satse mere på projektarbejde, må det bakkes op af reel finansiering og en forståelse for, at det ikke er en billig genvej til trivsel, men en krævende arbejdsform, som skal bruges med omtanke.

Jeg deler visionen om en skole med plads til nysgerrighed, skaberkraft og livsmod. Men vejen dertil er ikke at nedgøre den undervisning, der har givet generationer af danske børn viden og færdigheder, de har kunnet bygge videre på i livet.

Lad os i stedet finde balancen mellem det klassiske og det nytænkende, mellem lærerstyret og elevdrevet, mellem faglighed og dannelse. Det er ikke enten-eller – det er både-og. Og det er dét, en god skole kan.