Projektarbejdsformen

Den væsentligste konklusion i den panegyrisk medrivende præsentation af projektopgaven i Folkeskolen nummer 12 er slutbemærkningen om, at problemet i sidste ende ligger i folkeskolens struktur med opdelingen i timer og fag. Den opdeling hindrer den frihed, der hører med til projektopgaven, siges det. Sandheden heri bekræfter i hvert fald, at projektarbejdet og den faglige vidensformidling er hinandens modsætninger, især når den gøgeungeagtige tværfaglighed erobrer faglighedens terræn. For uden på nogen måde at vove at tvivle på påstanden om, at projektarbejdsformen er skoletræthedens endeligt kvalt i stride strømme af hjerteblod og ustyrlig sindsophidsende energiudfoldelse, ligger der en lille ond mistanke om, at der bag den nuttede tese om, at 'vi har lært at møde eleverne der, hvor de og deres idéer er', skjuler sig en sandhed om, at netop der forbliver projektarbejderne. I forhold til den ækle, lærerstyrede, vidensformidlende undervisning, der helt hen i vejret nedgørende bankes i jorden som 'røv-til-bænk-undervisning', men som dog fører eleverne videre mod nye vidensområder, er projektarbejdsformen altså fagligt set en overdådig, tidsrøvende, yderst charmerende dans på stedet. Selv det fladtrådte nonsens om 'elevernes ansvar for egen læring' trives i al sin falskhed i projektarbejdsformen. For hvad er det, de har ansvar for her, som de ikke også har ansvar for, når de undervises traditionelt i et fag? Noget tyder på, at projektarbejdsformen ligesom folkeskoleloven holdes i live af meningstomme begreber.

Vagn Madsen

Brønderslev