Profit på discountundervisning

»Cirkulér i 30 sekunder, og sørg for, at alle eleverne taler«, står der, så det gør den unge mand. Efter de 30 sekunder skal han sige: »Se på mig« og spørge: »Hvad kan vi bruge geder og får til?« Nu er han kommet til det punkt på iPad'en, hvor der står, at han skal spørge fire elever og acceptere svar som: »Vi kan bruge geder og får til kød, skind, uld, mælk«.

I klasseværelset ved siden af står en ung kvinde. På hendes iPad står:

»Det næste ord er majs«. »Sig 'majs' - signaler til klassen om at gentage 'majs'«. »Bed en elev komme til tavlen og skrive 'majs'«. »Hvis eleven staver korrekt, så ros eleven«. »Hvis eleven staver forkert, så bed en anden elev komme op og korrigere det«. »Tør tavlen af«.

Vi er i Uganda, og de unge mennesker har ikke nogen læreruddannelse, men er hyret af det meget pengestærke firma Bridge International Academy (BIA) til en løn, der er cirka 20 procent af, hvad en lærer tjener i landet.

Elevernes forældre betaler 10-12 US-dollars om måneden for hvert barn, hvilket er en meget stor del af en families økonomi. Ofte kommer kun ét af børnene (en søn) i skole. BIA har oprettet 63 »skoler« med i alt 1.200 elever. Bygningerne ligner hønsehuse, og de er ofte bygget på to-tre dage.

Der tages intet hensyn til landets læseplaner, og hygiejniske forskrifter bliver heller ikke fulgt. Det er blandt årsagerne til, at Ugandas regering har forbudt BIA's virksomhed, men i lande som Kenya, Liberia og Indien skyder skolerne op som paddehatte.

Og der er virkelig mange penge at hente. Selvom familiernes bidrag er relativt små, så er omkostningerne holdt helt i bund med lavtlønnet arbejdskraft og centralt styrede konceptualiserede forløb. Test, der nøje følger det, eleverne har øvet, er garanti for høje testscorer. Ifølge BIA behøver man derfor ikke uddannede lærere.

Profit på uddannelse betyder et voldsomt kvalitetsfald, og digitale systemer må ikke overtage professionelle læreres dømmekraft noget sted i verden.

Ikke i Afrika. Heller ikke i Sverige, hvor koncerner trækker penge ud af det offentlige, eller i Danmark, hvor kommunerne køber læringsplatforme. Vi skal arbejde for, at det ikke er systemerne, der sætter standarden, men lærere, der er kvalificerede til at undervise.