Pres på KLF

Nu da Kommunernes Landsforening har fået lettet presset fra sine hårdt prøvede skuldre, ser det ud, som om nogle af mine hovedstyrelseskolleger forsøger at lægge maksimalt pres på Københavns Lærerforening (KLF). Lotte Lange mener, '. . . at der ikke er mange mindelser til en fælles fagforening, for slet ikke at tale om åben dialog på rette tidspunkt' - altså mellem KLF og DLF.

Greves kredsformand må have nogle semantiske problemer med ordet 'mange', idet det eneste punkt, hvortil der er rejst kritik af KLF, er det efterhånden ret slidte fænomen: en vis uddelegering af forhandlingskompetencen om løn til tillidsrepræsentanterne. I 50 år har KLF haft selvstændig forhandlingsret med sin arbejdsgiver Københavns Kommune og vil fortsat have det, så længe kommunen er en selvstændig enhed. Den kendsgerning må selv en Lotte Lange acceptere, således som også DLF's 'rapport' fra 1997 til kongressen tog det til efterretning.

Af Lotte Langes indlæg kunne man forledes til at tro, at det kun er undertegnede, der jubler over KLF's tætte tilknytning til DLF. Det er heldigvis ikke tilfældet, idet både DLF's formand og næstformand på det seneste hovedstyrelsesmøde tilkendegav, at konstruktionen med to københavnske pladser i DLF's ledelse er en fornuftig ordning til gensidig glæde. Derved sikres også en hensyntagen til de to foreningers synspunkter, der kan gavne samarbejdet i Lærernes Centralorganisation, hvor DLF har seks pladser og KLF en plads i forretningsudvalget.

Når jeg ikke har '. . . fundet det ulejligheden værd at inddrage mine overvejelser i hovedstyrelsesdebatten', skyldes det blandt andet, at vores forhandlinger med skoleforvaltningen i København netop pågik under drøftelserne i hovedstyrelsen og på grund af den fortrolige karakter naturligvis ikke kunne videregives.

DLF er i fuld gang med Udviklingsprojektet, hvor denne debat kan fortsætte, gerne i en mere konstruktiv ånd og med lidt mere substans.

Jan Trojaborg

formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse