Praktiske læringsfællesskaber.

FOTO: wikimedia commons.

Det er sundt at fejle.

Jeg tror rigtig mange af os kender det:

Det fedeste forløb er planlagt. Det hele er tegnet, vist og forklaret for elever, ned til mindste detalje. Materialer og værktøj ligger klar. Eleverne går i gang. Er motiverede. Stråler af forventningens glæde.

Det fejler.

I en kødrand af spørgende elever. Der ikke helt har forstået det. Eller er usikre. Skal lige være sikre i deres sag. Inden de prøver.

Det er heldigvis ikke ofte sker. Dog oftere, end jeg synes om. Og det sker også, selvom forløbet er vel planlagt. Selvom jeg har godt styr på ledelsen i faglokalet, og selvom min relation til eleverne spiller.

Jeg har prøvet mange forskellige ting, for at undgå de usikre elever. For at undgå kødranden af børn, der venter på min hjælp.

Praktisk læringsfællesskab.

Dét der virkelig har hjulpet, er det lærende fællesskab. I faglokalet er vores høvlebænke inddelt i 4 store grupper á 6-8 høvlebænke. Eleverne har her faste pladser, ligesom i deres klasselokale. I de 4 grupper arbejder eleverne sammen. Ikke nødvendigvis om samme produkt, men i et arbejdende fællesskab, hvor eleverne hjælper hinanden.

For hvis der er brug for hjælp, af den ene eller anden slags, spørger eleverne hinanden i gruppen. Og gruppen skal hjælpe. Det kan være en udfordring for den der skal spørge, men også som den der skal hjælpe. Men det virker.

Det frigiver tid hos mig, til at gå rundt og hjælpe. -uden en kødrand efter mig.

Det giver eleverne mulighed for at lære fra sig. Winwin.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad mine kolleger rundt om i landet har gjort, for at undgå ovenstående udfordring?