Præstationskultur i minoritetsungdomshøjde

Som vi jo ved kom de første gæstearbejdere til Danmark i slutningen af 60’erne. Det var meningen, at de skulle hjem med deres opsparing og købe nogle får. Mænd ankom fra Tyrkiet og Pakistan for at arbejde på danske fabrikker. Selv efter 50 år har jeg observeret, at mange af de første indvandreforældre stadig holder fast i gæstementaliteten – måske du tænker, hvad jeg mener med ”gæstementaliteten”?

Gæstementaliteten er en underbevidst irrationel frygt for at blive sendt hjem eller miste alt det, som man har opbygget i Danmark, hvilket forstærkes af den negative retoriske diskurs om indvandrere og flygtninge i medierne. Altså kan indvandreforældre let komme i den tro, at de ikke har noget at skulle sige. At de bare skal makke ret og undgå konflikter, fordi de jo var ”gæsterne”.

Med gæstementaliteten medbragte de sig også en stærk arbejdsdisciplin, såfremt denne kunne overføres til det danske arbejdsmarked. Forældregenerationen fra det centrale Tyrkiet voksede op med tidlige pligter ude i landbrugs- og dyreavler samfundet. At lege som barn eller have fritid var en luksus. Og arbejdsdisciplinen plantede de bevidst og godtroende, som en overlevelseskilde i deres børn i Danmark.

Forældregeneration har desuden dét jeg ville kalde ”stage-mom-syndromet”. De fik aldrig opfyldt deres egne drømme på grund af fattigdom eller hårdt arbejde i oprindelseslandende, så de drømmer på deres børns vegne. Og de drømmer stort. Det enten jura, lægestudie eller ingeniøruddannelsen. Men hvad hvis man vil være billedkunstner eller musiker? ”Det er ikke rigtigt arbejde – det kan man ikke leve af!” Sådan lød det f.eks. fra min farfar, da min far fortalte ham, at han ville være forfatter. I dag har min far udgivet over 20 bøger, og min farfar lærte at forstå, at man godt kan tjene penge på at skrive bøger. Der er stadig forældre derude med min farfars mentalitet. Dem der f.eks. ikke giver deres børn lov til at dyrke kunsten.

Antallet af minoritetsunge med psykiske lidelser som stress og angst er stigende. Mange af dem er elever i folkeskolen eller studerende på videregående uddannelser. De lever i en tid med massemuligheder, distraktioner og fordybelsesbesvær. Hvis de har forældre med gæstementalitet, ”stage-mom-syndromet” og den nedarvede arbejdsdisciplin, så er deres mentale helbred ekstra udsat, for ikke at nævne, at disse unge også skal danne sig en identitet mellem to kulturer og finde deres egen vej i en skrøbelig alder. Det skal vi som pædagogiske fagpersoner være særligt opmærksomme på.

Min generation er ikke gæster. Måske var bedsteforældre- eller forældregenerationen, men de unge i dag er ikke gæster. De bor her. De er rodfæstede. De er danske. De er bedre end deres forældres generation til at kæmpe for deres sag og stå ved deres værdier. De skal være opmærksomme på ikke at nedarve deres forældres gæstementalitet. De skal f.eks. ikke præstere ekstra eller rende rundt som trofæer, der pleaser dansklæreren eller den forbipasserende pensionist, der kigger på dem med et paranoidt smil. De skal ikke tage deres afpressende kollegaers vagter på sig, i frygten for at blive fyret eller knokle12-taller ud af bukserne på bekostningen af deres nattesøvn med en drop af giftig energidrik i armen.

Minoritetsungdommen skal vejledes til, at det mentale helbred skal have en integreret plads i deres liv. Også selvom vi ser en forældregeneration, der stadig griner af, at deres barn vil psykolog, fordi det jo kun er skøre mennesker, der har brug for den slags. Det skal siges, at disse forældre kommer fra samfund, hvor det eneste på skoleskemaet var faglighed. Aldrig trivsel. Selvom flere vågner til deres børns trivsel i skolen, sidder en del stadig fast i præstations- og prestigens virkelighed.

Selvfølgelig er det en luksus for deres børn at få serveret en gratis uddannelse, der endda giver dem løn i form af SU. Selvfølgelig gjorde fattigdom det umuligt for forældrene at opnå deres egne drømme. Selvfølgelig beundrer farmand, som har arbejdet sig til slidgigt og diskursprolaps, sit barns prangende 12-taller, som udadtil virker, som en dans på roser, men under overfladen lurer af angsten for at træde ved siden af eller gøre ham skuffet. Selvfølgelig tror mor, at den hårde arbejdsdisciplin fra det anatolske, som hun giver videre, vil komme hendes barn til gode. Men sagen er den, at unge i dag i stigende grad frygter at træffe de forkerte valg i forhold til uddannelse og arbejde, når samtiden oveni presser på med et virvar af valg og retninger.

Mit faglige råd til pædagogiske fagpersoner er, at man støtter minoritetsunge til en forståelse af, at de ikke skal præstere EKSTRA for at blive anerkendt, elsket eller for at høre til. De skal aldrig præstere EKSTRA, for at sikre sig jobmuligheder, som deres forældre i virkeligheden drømmer om. De skal aldrig præstere EKSTRA, fordi der lurer en nedarvet irrationel frygt om at miste alt som "gæster. Det må bare ikke være vilkårene, fordi det er brandfarligt for de unges identitet og deres mentale sundhed.

De unge skal præstere, fordi de elsker dét de er gode til; fordi de vil leve af det, og fordi de ved, at der venter dem fejltagelser, forkerte valg og uundgåelige fiaskoer. Alt sammen; livets mest umiddelbare naturlighed.

Foto: The cover illustration of “Telling Our Stories: Immigrant Women’s Resilience,” a graphic novel written by immigrant women living in Canada.