Der er sket et skred i dansk politik – en rokering, som efterlader mange i et stemme-tomrum! Hvor skal vi dog efterhånden sætte vores kryds på valgdagen? Corydon udtaler, at Socialdemokratiet ikke er et venstrefløjsparti. Der er sikkert mange kgl. privilegerede socialdemokrater som mig, der undrer sig såre. Og sikkert mange afdøde socialdemokrater, der i før i tiden kæmpede for bedre vilkår for de små i samfundet og etableringen af den danske velfærdsmodel – der vil vende sig i graven, når de hører sådanne udtalelser. At Corydon sagde det, var vel inderligt overflødigt. Vi kan da bare se på den politik, Socialdemokratiet fører - så passer det såmænd ganske godt sammen. Det er nu alligevel trist, at der så bombastisk bliver solgt ud af arvesølvet, men det er enestående, at et parti i voldsom deroute med vilje bevæger sig væk fra sine kernevælgere. Det skal der nu mandsmod til, men det vidner ikke om særlig stor politisk tæft.
Og Radikale Venstre – hvis højborg blandt vælgerne altid har været stemmer, der traditionelt hører hjemme i uddannelsesområderne: undervisere i skoler og på andre læreranstalter. Nu vender de Radikale ligeledes ryggen til sine kernevælgere. Hvorfor?? Ja, jeg undrer mig. Jeg har ladet mig fortælle, at lærerne i disse dage melder sig ud af partiet i hobetal. Det er da forståeligt.
Og så er der selvfølgelig SF, som nærmer sig spærregrænsen med rasende fart. De har da helt og aldeles solgt ud af typisk SF politik med det resultat, at der snart ikke er nogen, der stemmer på dem mere.
Jamen, hvad sker der egentlig for regeringen? Hvordan kan politikere være så meget ude af trit med deres bagland? Og hvad skal denne helt bevidste kamikaze politik til for? Vi var mange, der hilste den nye regeringen velkommen og troede på et opgør med de velbjærgedes politik. Nu kan jeg godt forstå, at vi stort set intet hører fra den blå fløjs top. De kan bare sidde med korslagte arme og vente på, at regeringen begår sit uundgåelige politiske selvmord. For uenige kan de borgerlige da ikke være i den førte politik.
Tilbage står vi gamle kernevælgere og tænker: Hvor skal vi nu sætte vores kryds?
Politisk selvmord?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.