Politisk mishandling af lektiebegrebet

Nu hører det vel med til et korrekt billedet af det, som børneministeren kalder for lektiehjælp, at en elev, der skal have hjælp til f.eks. at skrive en stil, slet ikke modtager lektiehjælp. Der er derimod tale om hjælp til et stykke hjemmearbejde, som eleven skal have hjælp til. Hvis derimod en elev har fulgt lærerens gennemgang af den pythagoræiske læresætning og forstået lærerens forklaringer, så kan eleven have brug for efterfølgende – f.eks. senere på dagen, efter at eleven har slappet af i selskab med kammerater eller efter en fodboldkamp – at genkalde de forskellige elementer af udredningen af den pythagoræiske læresætning støttet af sine notater og af teksten i matematikbogen simpelt hen for at fæstne stoffet i hukommelsen. Det styrker effekten af denne genopfriskning, hvis der går et stykke tid mellem matematiktimen henne på skolen og lektielæsningen hjemme i enrum. Det kan ske, at eleven under lektielæsningen støder på problemer, som eleven ikke kan klare. Eleven vil så kunne forelægge sagen for matematiklæreren i næste time og formentlig få klaring på problemet, hvorimod det er mindre sandsynligt, at eleven kan sidde mere eller mindre træt og uoplagt henne på skolen i forlængelse af skoledagen og få afklaret problemerne med hjælp fra en pædagog. Og fordelen ved at udskyde lektielæsningen til et stykke tid efter endt skolegang vil være, at eleven under lektielæsningen har været tvunget til at anstrenge sig for selv at løse problemet ganske enkelt, fordi han ikke har nogen til at hjælpe sig. Men metoden er yderst besværlig og tidrøvende. For det er lektielæsning nu engang for det meste. Og dette besvær påtog eleverne sig engang for mange år siden. Og hvorfor gjorde eleverne det?

Fordi skolen dengang ikke som skolen er i dag var en opbevaringskontainer, hvor børnene skulle have tiden til at gå, til de blev løsladt. Skolen dengang stillede krav til eleverne, der kunne risikere ikke at bestå en eksamen. Eller gå glip at så mange faglige kundskaber, at de vidste, at det kunne komme til at knibe med at følge undervisningen på gymnasierne. Eller blot det at få en dårlig karakter til forevisning hjemme. Uden at have dokumentation herfor vil jeg byggende på samtaler dels med elever og dels med forældre påstå, at selv om der dengang som i dag var dygtige elever, der havde højt uddannede forældre, som man i dag forstiller sig hele tiden sidder hjemme parate til og i stand til at yde hjælp med lektielæsningen, så fik selv sådanne heldigt stillede elever ikke ret meget hjælp af deres forældre. Ofte fortalte disse elever, at forældrene nøjedes med at henvise eleverne til at få hjælp henne på skolen i næste matematiktime, eller også fik eleverne at vide, at så måtte de sandelig høre bedre efter næste gang.

Det er lidt af en myte, når man i dag går ud fra, at elever med højt uddannede forældre altid får den tilstrækkelige hjælp fra deres forældre. Det får de meget sjældent. Dygtige elever fik dengang ikke meget mere hjælp fra deres forældre, end bogligt ubegavede i dag får fra deres forældre, som alle synes at være enige om ingen uddannelse har.

Det er en illusion at tro, at eleverne kan få gavn af at gå ind i et klasseværelse umiddelbart efter den sidste lektion og få en voksen til at gentage den pythagoræiske læresætning og på den måde blot fordoble dagens matematiktime. Efter sådan en gennemgang har eleven stadig behov for lektielæsning hjemme et stykke tid efter skoletid.

Eleven kan have gavn af at gå ind efter skoletid i et klasseværelse og få hjælp til at skrive en dansk stil eller at få rettet en stil for stavefejl. Men sådan noget er altså ikke lektielæsning. Det er hjælp til hjemmearbejde. Og det er noget helt andet.