Politikerne skal tage fat der, hvor det er kørt helt skævt i folkeskolen

Valgkampsdebatterne handler heldigvis ikke, om der skal investeres i folkeskolen, men om hvor meget, der skal investeres. Topøkonomen Nina Smith har tidligere peget på, at folkeskolen mangler fire milliarder kroner årligt, så når partierne lover investeringer, er det et stort skridt i den rigtige retning.

Vi er lærere på en almenskole og på en specialskole, og med de erfaringer i baghovedet har vi en opfordring til politikerne: Hvis vi skal bruge de ekstra milliarder klogt, er vi nødt til at også at tage fat der, hvor det er kørt skævt i folkeskolen: Inklusionen.

Alt for ofte bliver specialskolerne skudt i skoene, at de udhuler økonomien i almenområdet. Det er en forkert analyse. Problemet er ikke specialskolerne. Det er, at hele folkeskolen har været underfinansieret – og derfor er inklusionen blevet gjort til et mål i sig selv frem for et middel til børns trivsel og læring.

Eller for at sige det ligeud: Inklusionen er blevet brugt til at spare på kommunernes budgetter. Når økonomi – og ikke barnets behov – bliver afgørende for, om en elev kan få et specialiseret skoletilbud, er det ikke bare eleverne, der taber. Det gør hele folkeskolen.

Sprængfarlig cocktail

Inklusion kan ikke lykkes, hvis den primært drives af hensyn til økonomi. Nogle børn og unge med funktionsnedsættelser har brug for et specialiseret tilbud. Deres skolegang er bare dyrere.

Veldrevne specialskoler og specialtilbud er derfor ikke et nederlag for inklusionen. De er en investering i børn og unges mulighed for at blive en del af et fællesskab, hvor de kan trives, lære og udvikle sig.

I 2012 blev inklusionsloven vedtaget efterfulgt af folkeskolereformen i 2013, der øgede lærernes lektionstal og udhulede forberedelsestiden. Samtidig fulgte der ikke tilstrækkelige midler med til specialpædagogisk kompetenceudvikling. Kommunerne måtte selv finde løsningerne. Oven i det kom et politisk mål om, at kun omkring fire procent af eleverne måtte visiteres til specialtilbud.

Det skabte en sprængfarlig cocktail, som folkeskolen, eleverne og lærerne stadig mærker konsekvenserne af.

I kølvandet på inklusionsloven har der udviklet sig en forestilling om, at børn altid klarer sig bedst på en almen skole i en almindelig klasse. Men tallene fortæller en anden virkelighed. Andelen af elever i specialtilbud steget til over syv procent på landsplan. Samtidig er andelen af elever med mere end 50 procents fravær fordoblet til 3.200 elever.

Rettighedsbaseret inklusion

Inklusion virker ikke, hvis den defineres så snævert, at målet er, at alle skal gennemføre hele deres skolegang i en almenklasse. Og den virker slet ikke uden tilstrækkelige investeringer.

Når specialskoler fremstilles som modsætningen til inklusion, bygger det på en forkert præmis. Ofte bruges Salamancaerklæringen til at argumentere for, at alle elever skal være en del af almenfællesskabet. Men det er en fejlslutning. Den siger, at alle har ret til uddannelse -ikke at alle nødvendigvis skal gå i en almenklasse. Og for nogle børn er det mest inkluderende tilbud altså en specialskole.

Vi glæder os over, at valgkampen handler om folkeskolen, og at partierne vil investere i den. Men skal hele folkeskolen løftes, skal politikerne undlade at begå fortidens fejl, hvor inklusion kom til at handle om et måltal for, hvor mange der skal gå i en almindelig klasse, og hvor specialskolerne blev set som eksklusion og segregering.

Derfor vil vi bede politikerne om at huske på, at specialskoler altså også er folkeskoler. Derudover foreslår vi et rettighedsbaseret inklusionssyn, hvor alle elever har ret til at gå i en skole og være en del af et fællesskab, der passer til deres behov – ikke til kommunens økonomi.