Politik uden sammenhæng

I snart et år har der hvilet en skygge over offentlige institutioner i hele Danmark. Skyggen hedder skattestoppet, og den har skabt frygt for fyringer og dårligere arbejdsforhold. Det, der med et managementord hedder effektiviseringer. I det nye forslag til finanslov er skyggen blevet iført lidt sminke, så den umiddelbart ser uskyldig ud. Men det er den ikke.

Besparelsen består denne gang i, at taxametertaksten på seminarierne ikke pristalsreguleres. Seminarierne får dermed det samme beløb per studerende som året før, men prisudviklingen står jo ikke stille, så de penge er reelt mindre værd, end de var sidste år. Resultatet er, at der skal spares igen.

I de seneste to udgaver af Folkeskolen er det beskrevet, hvordan nogle seminarier er havnet i en ond cirkel, hvor økonomiske problemer tvinger dem til at skære i undervisningen. Konsekvenserne er åbenlyse. Færre unge kan få lyst til at søge ind på seminarierne, og dermed svinder mulighederne for at tjene penge yderligere ind. Samtidig siger censorerne, at de studerende på de seminarier, der udbyder færrest timer, er markant dårligere end på de seminarier, der tilbyder flest timer.

Men de kendsgerninger er det åbenbart let at se bort fra.

Venstres finanspolitiske ordfører Kristian Jensen har udtalt, at det offentlige sagtens kan bruge sine penge på en bedre måde, og derfor har regeringen valgt ikke at lade taksterne følge prisreguleringerne. Det virker, som om han enten taler mod bedre vidende eller ignorerer kendsgerningerne bevidst.

I hvert fald er det vanskeligt at se sammenhængen mellem regeringens krav om mere faglighed i skolen (og på seminarierne) og den økonomiske virkelighed, seminarierne oplever. Parolen om den styrkede faglighed må betragtes som tomme politiske floskler, når det samme parti bagefter svækker seminariernes økonomi, vel vidende at det eneste sted, de kan skære, er på antallet af timer. Svækkes økonomien yderligere, er der risiko for, at skattestoppet ender med at blive et udviklingsstop. Hvis politikerne ikke kan undgå besparelser, må de indse, at besparelserne ikke kan gennemføres uden at forringe læreruddannelsen. Det er på høje tid, at det ledende regeringsparti toner rent flag og indrømmer, at det ikke vil betale, hvad det koster at opretholde en læreruddannelse af en rimelig kvalitet. At skattestoppet lige nu og her er vigtigere end at uddanne kvalificerede lærere til at undervise fremtidens arbejdsstyrke.

Men så kan det jo være, at det koster hos vælgerne.

Svækkes økonomien yderligere, er der risiko for, at skattestoppet ender med at blive et udviklingsstop