Pligt kan godt være moderne

En af pædagogikkens landvindinger gennem tiderne har været via et grundigt kendskab til barnets natur at udvikle strategier og metoder for den mest effektive undervisning af børn i skolen. Bagsiden af denne medalje har været at se barnet som et stykke mekanik, som man kan få engageret i noget nær hvad som helst og dermed indlært hvad som helst, hvis man blot benytter den rette pædagogik. Dette er et udmærket udgangspunkt at have, hvis man som mekaniker skal reparere en bilmotor. Her plejer den rette indsigt i motorens mekanik sammen med det rette værktøj som regel at give et ønsket resultat. Men barnet er og bliver et menneske af samme støbning som en voksen. Og derfor må adjunkt Helle Bjerresgaard i sin »Kommentar« i Folkeskolen nummer 8 indse, at børn ligesom voksne godt kan optræde som en flok destruktive bøller, uden at den over for dem anvendte indlæringspædagogik nødvendigvis har været skyld heri. Så megen personlig selvstændighed må Helle Bjerresgaard medgive børn. Derfor er det da klogt, om læreren skaber passende udfordringer i undervisningen, korrigerer læringsrummet og egen adfærd og alt det dér. Men man kan altså her ved siden af godt betragte børnene som en slags mennesker, af hvem man kan forlange god opførsel. Og derfor er det ikke og bør det ikke være odiøst i den moderne skole - langt fra farfars skole - at overveje, om elevers adfærd ikke kunne tænkes at være elevernes problem, og så handle herefter. Selvfølgelig består undervisning foruden af undervisning også af at »aflæse, differentiere, kommunikere og motivere«, sådan som det også gjorde det i farfars skole. Men derfor kan man godt forlange passende adfærd af elever, der sidder »røv-til-bænk« for at blive undervist. Man kan med andre ord godt gøre brug af pligtmomentet i moderne anvendt pædagogik.