Jeg kom til at tænke på hvad der egentlig er en motivationsfaktor for den elevgruppe jeg arbejder med? Er det at få karakterer? Er det at få ikke bestået karakterer? Ud fra devisen at så kan man lære det, og se at der skal en indsats til for at komme videre? Eller er det, at man ikke bliver meldt til eksamen og terminsprøve eller bliver fritaget for de der karakterer?
Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg mener i hverdagen. Der hjælper gulerodspædagogikken, for at nå derhen, hvor jeg gerne vil have elever med udviklingsforstyrrelser. De lærer simpelthen bedre ved at få ros og anerkendelse. Og ingen pisk. Tværtom resignerer de for det meste, hvis der er noget de irettesættes på. De lærer ikke af fejl, men derimod af succeser. Vi kan når vi arbejder med det fælles tredje, lige så stille putte noget af det faglige på, som er svært. Men først hvis vi starter et sted hvor eleven ikke resignerer.
Men jeg tænker også de skal have de karakterer, fordi de skal videre i systemet, med de karakterkrav der fx er kommet på teknisk skole. Så vi skal lave en passende ramme for vores elevgruppe, så de kan tage den eksamen der skal til for at de kan få deres drømmeuddannelse. Altså øve dem i at gå til eksamen. Og i dagligdagen få de sejre der skal til, så de får motivationen på at gå til eksamen og troen på sig selv.
Photo by Lena Otvodenko on Reshot
Pisken eller guleroden?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.