Pigen med tørklædet

Her har vi en folkeskole med alle de blandede børn, der er i sådan en, men kun med ganske få flygtninge- eller indvandrerbørn.

Ind kommer en ny lille pige, yndig, mørk og levende 4. klasse.

Hun er smilende, men tavs, ikke til at slå et ord af, ingen ved, hvor meget dansk hun kan.

Hendes kammerater tager velvilligt imod hende, ser hendes generthed og hjælper hende.

En dag kommer endnu en ny pige. Hun er også mørk, ikke fra samme land, men fra et andet i det store område. Muslimer er de begge to.

Pige nummer to modtages også uden problemer, og nummer et ser ud til at være glad for den nye situation. En dag møder nummer et op med hvidt tørklæde. Hun er nået til skelsår og alder i sin sammenhæng og skal dække sig.

Første gang, jeg ser det, er i en musiktime, hvoraf vi har to, én gang om ugen.

Da børnene sætter sig, opdager jeg, at der er to ledige pladser på hver side af pigen. Hun sidder med bøjet hoved, det hvide tørklæde er snøret tæt sammen om det lille ansigt, hendes øjne smutter frem under pandelinet og ser vagtsomt og usikkert på mig, virker næsten vogtende.

Mit hjerte springer et slag over ved synet af den forandring, pigen er undergået, og jeg mærker til min forbløffelse et anfald af direkte aggression og skumlen over sæder og skikke, der skaber afstand og utryghed.

Ingen af børnene ser ud til at tage sig af den nye situation eller spekulere over den.

Jeg spørger ikke, skal først have mine egne tanker på plads.

Den følgende uge er der stadigvæk luft om pigen, og nu bemærker jeg, at hun står og trykker sig i et hjørne i pausen i stedet for at tumle sig med de andre børn, der nyder sneen.

Jeg skumler igen, ser i ånden hele den tavse udelukkelses usynlige problematik. Tænker samtidig på, hvor pigen selv står, hvis man kan stå nogen steder, når man er ti år.

Tager tråden op i klassen ud fra devisen om, at viden og erkendelse skaber tryghed, og spørger, om børnene har tænkt over det tørklæde. Det har de først ikke, men da den første har sagt, at det har hun, kommer resten efter. Jeg spørger pigen selv, om hun vil fortælle, hvorfor hun går med det. Hun vrider sig og smiler og ser ud til at ville, men er for genert. Til gengæld har den sidst ankomne en melding. Hun holder et langt, rivende foredrag på sit kaudervælske dansk og ender med at sige, at piger skal gå med sådan et tørklæde for at forhindre drengene i at få grimme tanker. En af drengene spørger: 'Charlotte, hvad er grimme tanker for noget?' Den har jeg selv bedt om. Jeg glider af lige for indeværende og siger, at det kan jeg godt forklare dem, og at jeg også kan forklare om traditioner og vaner og religionsforskelle, men at jeg tror, vi skal vente lidt.

Det godtager de, de ved, at jeg vender tilbage, og så glider snakken ud.

Men tørklædet glider ikke ud, det vifter hele den følgende uge for mit indre øje, og jeg tumler med alle mulige tanker om kultursammenstød, om tingene set med danske øjne og i lyset af dansk levevis, hvorefter jeg vender hele tankegangen og prøver at se det fra den anden side: Man kommer til et fremmed land med fremmede skikke, man har ikke mere en fast sammenhæng at holde sig til. Hvad er der så? Der er indholdet af og symbolerne på det, man kender, er tryg ved, tror på, hele ens kultur og bagland.

At tage hul på det er som at åbne Pandoras æske.

Det kræver af os voksne, at vi laver en effektiv lovgivning, men da lovgivning ikke umiddelbart kan ændre på holdninger og frivillighed, kræver det også, at vi skaffer os et intenst kendskab til hinanden og hinandens tankegange og traditioner og trosforhold, det kræver integration og et tæt, seriøst samarbejde med dyb respekt fra begge sider og fælles ønsker om at bøje forholdene, så de kan mødes til alles tilfredshed.

Det kræver fælles kommunikationssprog.

Den procedure er umulig, fordi gennemførelsen hele tiden forudsætter faktorer, der er blandt dem, man skal opnå igennem det arbejde. Desuden skærer de nødvendige forandringer dybt, og det gør ondt. Det er nemmere at tale om tingene, mere ufarligt. Så derfor diskuteres der meget og henstilles, de mest akutte problemer løses, og så kan man håbe på, at en langsom gensidig afsmitning og afslibning af kanter kan skabe en frugtbar grobund for samarbejde og gensidig forståelse både for danskere, frivillige indvandrere og flygtninge.

Der er bare det ved det, at imens den tilpasning står på, bærer en lille tiårig pige og med hende mange andre børn på to kulturers krav og de voksnes fastlåsthed eller magtesløshed, og hun forventes at balancere og klare sig.

Det må vi så håbe, at hun gør.

Charlotte Andersen er lærer.